Top menu

Formanden har ordet: DK og USA – Sammen kan vi skabe grønne løsninger

Formanden har ordet
Dato: 08/11-2020
1849

I går kom den melding, vi har ventet på længe. Det amerikanske folk har talt, og demokraten Joe Biden har vundet præsidentvalget i USA. Der er ikke nogen tvivl om, at vi er mange her i Danmark, der åndede lettet op, da resultatet endelig stod klart. For den splittelse, som vi ser i USA i disse dage, stopper ikke ved den amerikanske grænse. Den usikkerhed spreder sig på tværs af Atlanten og til resten af verden – også her til lille Danmark.

Uanset hvor forskelligt vores system og vores værdier er fra det amerikanske samfunds, så kan vi ikke komme udenom, at vi her i Danmark er dybt afhængige af USA’s købekraft. I 2019 overhalede de Tyskland som Danmarks største eksportmarked. Og det er blandt andet grønne teknologier som udstyr til fjernvarmesystemer og produkter, der kan gøre boliger mere energieffektive, som vi sælger til USA.

Mit håb er, at vi nu kan komme i gang med det genopbyggende arbejde. For der ligger et stort arbejde foran os – både i USA og i Europa. Vi står over for en sundhedskrise, som rammer de svageste i samfundet allerhårdest. Derfor skal vi stå sammen på tværs af nationerne om at sikre, at det ikke er lønmodtagerne og den almindelige arbejder, der betaler prisen for epidemien. Og vi står samtidig over for en klimakrise, som ikke er blevet mindre, bare fordi Covid-19 har ramt os.

Mit og Blik- og Rørarbejderforbundets budskab har hele tiden været, at løsningen på de to store udfordringer, vi står overfor, kan findes i en ambitiøs satsning i energirenoveringer og grønne teknologier. Ved at investere i teknologier som ventilation, fjernvarme og håndfri armaturer kan vi skabe masser af grønne jobs for dygtige faglærte, mens vi sikrer sundere bygninger og kommer tættere på vores klimamål. Hvis vi vil leve op til rollen som grønt foregangsland, bør vi her i Danmark trække i førertrøjen og vise resten af verden, hvordan vi kan komme ud af klima- og sundhedskrisen og samtidig komme uligheden til livs.

Men vi kan ikke gøre det alene. For Danmark er en lille nation i en stor verden. Og vi har brug for, at USA spiller med. Da jeg var i USA i 2019, mødtes jeg med borgmesteren for ’Stålbyen’ Pittsburgh, Bill Peduto. Vi havde meget at tale om, for tilbage i 2018 indledte byen et samarbejde med Aarhus Kommune om at styrke deres grønne omstilling ved hjælp af danske energiteknologier som bl.a. fjernvarme. Det er blot ét eksempel på, hvordan Danmark og USA sammen kan skabe løsninger, som kommer den almindelige arbejder til gavn og samtidig bidrager til at redde vores klode. Jeg håber, at der vil komme mange flere af den slags eksempler i fremtiden.