Top menu

BOOTCAMP: Bonusinfo for lærlinge

Dato: 29/06-2016
1002

23 lærlinge blev bænket på Hansenberg i Kolding weekenden den 24-26. juni 2016 – og det endda helt frivilligt. Her lærte de f.eks., hvordan en skumbold kan redde dagen, og hvorfor det er smart at starte med at klippe en opgave i papir.

Fredag tjekkede 23 lærlinge ind til bootcamp i Kolding, og der var ro på gangen før midnat. 
 
- De er meget seriøse. De får et indblik i noget, som de måske ikke har en chance for i hverdagen. Og de kan lave fejl uden, at det koster dem noget, siger Jørgen Jakobsen næstformand i Kreds Sydjylland-Fyn, som står bag arrangementet.
 
- Vi vil gerne give de her unge mennesker muligheden for at opkvalificere sig selv.
 
Ikke træt af at lære 
Bootcamp´en blev afholdt for første gang og var udsolgt. Blandt deltagerne var Rasmus Christiansen, som dagen før var blevet færdig med grundforløb og om mandagen skulle starte hos Sprattenborg Smedie i Vissenbjerg. 
 
- De andre gad ikke se en skolebænk længere, men jeg vil gerne vide mere og lære mere.
 
Boost til uddannelsen 
Over to dage kørte flere runder med relevante workshops for lærlingene – også med emner, som de selv havde ønsket efter Jørgen Jakobsen og Kreds Sydjylland-Fyn havde været på skolebesøg. 
 
- Det handler bl.a. om at få et indblik i energioptimering, fordi det er godt for miljøet og forbrugernes pengepung. Vi underviser også i computerprogrammet Autocad, som de skal op i til svendeprøven. Vi vil gerne booste dem i deres uddannelse. 
 
Guldkorn 
Underviserne rystede masser af øvelser, vigtig viden og bonusinfo ud af ærmerne. Skumbolden er f.eks. et godt trick til at tjekke, om der er fejl i rør, som man har installeret til f.eks. et jordvarmeanlæg. Og det er smart at starte med en papirsskabelon, når man f.eks. er på en opgave med false-teknik på tagfodsafslutning. 
 
- Der kommer masser gode guldkorn. Jeg ved jo godt, jeg ikke er skarp til det her endnu, og det er heller ikke noget, jeg forventer af mig selv endnu, men jeg vil gerne hurtigt fremad, sagde Cüneyt Øzcan, der er startet i januar 2016 hos Porsholdt Andreasen i Brørup.