Top menu

Kampagne: Giv en hånd til udsatte børn og unge

Dato: 14/09-2017
Tags: Diverse
1178

Kampagnen En Hjælpende Hånd ruller over Danmark for tredje år i træk. Kampagnen er målrettet håndværkere, som opfordres til at støtte udsatte børn og unge i deres nærområde. Ungdommens Røde Kors søger håndværkere, der vil deltage i årets kampagne.

Sidste år gik landets håndværkere sammen for at gøre en forskel for udsatte børn og unge. I løbet af efteråret 2016 indsamlede håndværkere fra næsten 20 forskellige faggrupper 464.260 kr. til børn og unge i Danmark. I år gentager Ungdommens Røde Kors succesen. 
 
Årets kampagne starter så småt i september, men der er allerede opbakning rundt om i landet. En af dem, der bakker op, er tømrer og MMA-kæmper Mikkel Parlo, som er ambassadør for En Hjælpende hånd: 
 
- Håndværkere hjælper ofte til i deres lokalområder, ligesom Ungdommens Røde Kors har aktiviteter i hele landet. Vi kommer de samme steder og kan se, at det giver mening at støtte udsatte børn og unge lokalt
 
Donér 2500 kr. og giv en ung en mentor
Ungdommens Røde Kors arbejder for at bekæmpe social udsathed blandt børn og unge i Danmark, helt lokalt, der hvor børnene og de unge bor.
 
Når man deltager i En Hjælpende Hånd-kampagnen donerer man 2.500 kr., som kan give et barn ét år i en af Ungdommens Røde Kors’ lokale aktiviteter, eller et mentor-forløb til en ung, der har brug for en hjælpende hånd. Når man støtter En Hjælpende Hånd, er man derfor med til at give udsatte børn og unge den hjælp, de behøver, så de får en bedre hverdag og en lysere fremtid. 
 
Nyt syn på håndværkere
Udover at hjælpe udsatte børn og unge, har kampagnen også et andet formål; nemlig at styrke det positive syn på håndværkerbranchen, hvor der er rig tradition for at hjælpe til i lokalområdet.
 
Derfor er det naturligt, at En Hjælpende Hånd skal være håndværkernes kampagne og give dem mulighed for i samlet flok at gøre det, de i forvejen er rigtig gode til: at give en hjælpende hånd til folk, der har brug for det. 
 
Ungdommens Røde Kors ser håndværkerne som en stor ressource i lokalsamfundet og håber derfor på stor opbakning til årets kampagne, så alle børn og unge kan få den hjælpende hånd, de fortjener. 
 
Tilmelding og mere information findes på www.giv1hånd.dk