Top menu

Tillidsvalgte blev opdateret på pensionsordningen

Dato: 04/10-2017
Tags: Pension
1187

En gruppe tillidsvalgte blik-og rørarbejdere deltog den 28. september sammen med godt 200 TR-kolleger på PensionDanmarks årlige konference for tillidsrepræsentanter, TR-Forum.

I år foregik seancen på Hotel Legoland i Billund, hvor tillidsrepræsentanterne bl.a. kunne høre administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, fortælle om seneste nyt i pensionsordningen – herunder hvordan de efterhånden store pensionsopsparinger bliver investeret.

Blandt deltagerne var VVS’er Kim Høj Klavsen. Han er ansat på 17. år hos Bravida i Kolding, hvor han har været tillidsrepræsentant i 11 år. Kim var med på TR-Forum for sjette gang og sætter stor pris på den årlige konference.

- Man får en viden om de nye tiltag i pensionsordningen, så man føler sig godt klædt på, når man snakker om pension med kollegene, siger Kim Høj Klavsen. Også de unge.

- Pension fylder mere og mere, og det er selvfølgelig på dagsordenen, når vi holder fyraftensmøder. Min fornemmelse er også, at de unge er begyndt at interessere sig for pensionsordningen og de muligheder, der er – både i forsikringerne og i sundhedsordningen.

PensionDanmarks rådgivningsbus
På TR-Forum fik deltagerne også input om PensionDanmarks rådgivningsbus, som virksomheder og lokale fagforbund kan få besøg af.

- Det lyder rigtig fedt med den bus, hvor man både kan få pensions- og sundhedsrådgivning. Det kunne helt klart være en mulighed for os, siger Kim.

Dagens program bød også på oplæg af Thomas ”Krabbe” Krabbenhøft fra tv-programmet ”Rigtige mænd”, og på tre udvalgte temasessioner kunne tillidsrepræsentanterne blive klogere på ”Robotics”, efteruddannelse og ”Pension og sundhed”.