Søgefelt

Tirsdag 10/04 2018

Blik og RørUngdom: Ny formand og nyt landsudvalg

Til årsmøde for lærlinge i weekenden blev der valgt ny formand, ny kasserer og nyt landsudvalg. De 75 deltagere fik sig samtidig en grundig introduktion til pension, nye regler for kørsel og arbejdsmiljø – herunder især asbest.

Det var 75 friske lærlinge, som var samlet til årsmøde i Svendborg den 7. og 8. april 2018. Først var det formand for Blik- og Rørarbejderforbundet Max Meyer, der testede, hvor vågne de var fra klokken 10.00 lørdag formiddag med en tale om fællesskab og ulighed. 

- Der er kommet mere ulighed i vores land. I er heldige. I er godt i gang med en uddannelse. Når I får jeres uddannelse, så kan I forsørge fruen. ”Fruen” blev døbt Suleima og blev nævnt flere gange.

- Det kan godt være, I ikke tænker over det i hverdagen, men I er med til at gøre en kæmpe fordel for jer selv og andre lærlinge, som ikke får den rigtige løn, kørepenge og ferie, sagde Max Meyer fra talerstolen. 

Regler for kørsel og pension blev gennemgået 
Netop reglerne for kørepenge blev gennemgået grundigt at lærlingenes nyvalgte formand Casper Steppat sammen med faglig sekretær i Kreds København Bjørn Due. 

PensionDanmarks kundechef for medlemmer fra Blik- og Rørarbejderforbundet Stine Bogø var også til stede med et timelangt oplæg efterfulgt af body-age-målinger, og hun bemærkede også, at de unge var oppe på dupperne. 

- Jeg kan godt lide at spørge her, og jeg kan mærke, I er friske. Hvad indeholder jeres pensionsopsparing? Svarene kom hurtigt først fra salen og derefter slået fast af Stine Bogø. 

- Opsparing, sundhedsordning og forsikring. 

Flere unge fagligt aktive
Et hovedtema fra sidste år gik igen i år – flere unge fagligt aktive.

- Vi tror på, at vi skal styrke organiseringen af de unge der, hvor de allerede er, altså ude på skolerne. Men hvordan gør vi det? spurgte formand  for Blik & RørUngdom Casper Steppat. 

Et forslag var, at der skal være plakater på skolerne med de valgte klasserepræsentanter og med dem, der sidder i de lokale uddannelsesudvalg, så man ved, hvem man kan gå til.  Et andet forslag var, at lade de positive eksempler sprede sig. 

- Hvorfor ikke prøve at vende det om i stedet for at påpege, hvad der er dårligt, så kan man vise, hvad der er godt på skolen f.eks. så kunne man kåre det bedste klasselokale, foreslog Lasse Lundager Olsen, som er voksenlærling hos Gyrstinge VVS. Han er også selv klasserepræsentant og med til sit første årsmøde. 

Dagens største klapsalver 
Klapsalverne sad løs på den her flok. Men dagens klart største bifald gik til Dan Henriksen, som er blikkenslager og har fået konstateret kræft efter at have været udsat for asbest. Sammen med forbundssekretær Søren Schytte fortalte han om, hvad man skal gøre, hvis man møder asbest. 

Flere af deltagerne sagde, at det var det oplæg, de havde glædet sig mest til, og enkelte lærlinge fortalte undervejs i oplægget, at de allerede har haft opgaver, hvor der viste sig at være asbest. 

Ny formand, ny kasserer og nyt landsudvalg 
Casper Steppat fra Kreds København, som har været konstitueret som formand for Blik & RørUngdom siden februar 2018, blev valgt som ny formand. Andreas Baagøe Olsson fra Kreds Sjælland-Bornholm blev valgt som ny kasserer.   I landsudvalget er der sket stor udskiftning. Det består nu af:

Kreds Nord-Midtjylland: Stefan Degner Nicolas Simonsen Kim Jensen

Kreds Sydjylland-Fyn: Michael Vindelev Jonas Nielsen Casper Schmidt Casper Gregersen

Kreds Sjælland-Bornholm: Andreas Baagøe Olsson Kasper Jørgensen Ziggy Rasch 

Kreds København: Casper Steppat Rasmus Hulkvist  David Pedersen

KK

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt