Indslusningsløn er et politisk redskab for at stække lønmodtagere og fagforeningers mulighed for at sætte et levedygtigt lønniveau. Det er ikke vejen frem at smadre den danske model og det danske arbejdsmarked ved indførelse af indslusningsløn.
Jeg skal undskylde, at det her bliver lidt langt, men det er noget, som ligger mig meget på sinde og har gjort det, siden det blev italesat for første gang.
Siden 2015 har de liberale politikere og liberale tænketanke med jævne mellemrum kørt en kampagne for indførelse af indslusningsløn på 70 kr. i timen på det danske arbejdsmarked. Senest i dag i Børsen hvor tidligere cheføkonom i Danske Bank og Dansk Erhverv, Steen Bocian, skriver:
“Selvom vi ikke har en lovbestemt mindsteløn i Danmark, er de laveste lønninger så høje, at folk med lave kompetenceniveauer har svært ved at tjene deres egen løn hjem, hvorfor virksomhederne ikke ansætter dem. En lav indslusningsløn kunne give denne gruppe en trædesten ind i ordinær beskæftigelse. Cepos har tidligere vurderet, at en indslusningsløn ville kunne øge beskæftigelsen med op til 10.000 personer. Det kan derfor være værd at genoverveje indslusningsløn."
For det første er der i min verden stor forskel på indvandrere og flygtninge. Indvandrere er mennesker, som har bosat sig i et andet land og dermed med de gældende love og arbejdsmarkedsregler til følge. Flygtninge er mennesker, som flygter fra krig, sult og andre rædsler.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg personligt godt kan se både nødvendigheden og det menneskelige i at få en stor del af flygtninge ud på arbejdsmarkedet i Danmark.
Men at det samtidig skal bruges som et redskab i den ideologiske arbejdskamp mod lønniveauet blandt helt almindelige lønmodtagere, det finder jeg helt utilstedeligt. For lige præcis her bliver det jo klargjort for enhver, hvad min påstand omkring, hvad hele mediepresset og det politiske pres om indførelse af indslusningsløn, drejer sig om.
Indslusningsløn for de mange ulykkelige mennesker på flugt, som er havnet her i landet, drejer sig ikke for mange af fortalerne om at hjælpe disse mennesker men bliver i stedet brugt usmageligt som et ideologisk spin på arbejdsmarkedspolitikken og et forsøg på at presse lønniveauet ned for helt almindelige lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.
Hvis indslusningsløn bliver indført, vil det starte en nedadgående lønspiral, indføre working poor-tilstande og vil kun gøre lønmodtagere her i landet fattigere og enkelte personer rigere.
Lad os nu ikke blive forblændet af, at indslusningsløn handler om at hjælpe de stakkels mennesker på flugt.
Indslusningsløn er et politisk redskab for at stække lønmodtagere og fagforeningers mulighed for at sætte et levedygtigt lønniveau.
Det er ikke vejen frem at smadre den danske model og det danske arbejdsmarked ved indførelse af indslusningsløn.
Vi må tænke andre kreative tanker for at hjælpe de stakkels mennesker, der er på flugt her til til gavn for dem og vores kære Dannevirke.
Det er nu temmelig tankevækkende, at "kampen for indslusningsløn" er en accepteret undskyldning for at tage den fra andre.
Jeg er desværre bange for, at hvis man får held til at indføre dette, vil det medføre, at nuværende heltidsarbejdende lønmodtagere vil blive presset ned i løn, på deltid og ja – desværre også nogen ud i arbejdsløshed, og det vil skabe en endnu større frygt, had og kløft imellem os og dermed også en forfejlet integrationspolitik.
Det er nu, det gælder om at holde hovedet koldt, hjertet varmt og tænke kreativt!