Top menu

Nyt organiseringssekretariat skal sikre styrkelse af fællesskabet

Dato: 27/04-2021
Tags: Politik
2137

Det nye organiseringssekretariat hos Blik- og Rørarbejderforbundet skal sikre fastholdelse af den høje procent af medlemmer.

Inden for VVS- og skorstensfejerbranchen er rigtigt mange medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet. Konkret drejer det sig om 80-85 procent. Det vil sige, at en stor del af de beskæftigede inden for VVS- og skorstensfejerbranchen er en del af fællesskabet. Oven i det så har man oplevet medlemsfremgang syv år i træk. Men det har ikke holdt forbundet fra at oprette et nyt organiseringssekretariat, som Henrik Roos skal være leder for, når han starter 1. maj.

- Det er vigtigt ikke at hvile på laurbæerne. Netop derfor har vi i forbundets hovedbestyrelsesmøde vedtaget, at vi skal oprette et organiseringssekretariat i forbundet. Vi skal øge synligheden ude i landet. Sammenholdet er jo vores styrke – jo flere vi er, jo stærkere er vi, siger Niels Braaby, der er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, og som har ansvaret for organiseringsindsatsen.

Efterspørgsel i fremtiden

Men med så høj en procentdel organiserede, hvorfor er det så nødvendigt med et organiseringssekretariat? Det giver mening, når man kigger på fremtiden, forklarer Niels Braaby. Netop den grønne omstillings store behov for de fagligheder, der hører under Blik- og Rørarbejderforbundet vil der være stor efterspørgsel efter i fremtiden. En rapport fra Dansk Energi melder om behov for 4500 ekstra over de næste ti år. Og de 4500 skal selvfølgelig også være en del af fællesskabet.

- Der vil både være tale om nyuddannede, men der vil også være tale om nogen, som måske tidligere har været inden for branchen, skiftet spor, og nu får lyst til at vende tilbage. De vil jo nok være organiseret et andet sted, så dem skal vi ud og møde, fortæller Niels Braaby.

Organiseringssekretariatet kommer til at bestå af organiseringsleder Henrik Roos og to faglige organisatorer, hvis opgaver bliver at køre rundt i landet og samarbejde med kredsene om at understøtte organiseringsindsatsen. Der vil være én i øst og én i vest.