Top menu

16.000 råbte Jamels navn - nu er han VVS'er

Dato: 10/05-2021
Tags: VVS
2148

Hvordan går man fra at være en del af Danmarks mest hypede gruppe til at være VVS’er? Jamel Sundoo har fundet tryghed i VVS-faget efter en fortid med vilde fester som en del af Cheff Records.

Foto: Ulrik Jantzen

Hvis du er en del af den yngre generation, så husker du sikkert, da hele Danmark kyssede med Jamel tilbage i 2011, da KIDD udgav sin første single. Sangen blev uploadet på Youtube af nogle drenge fra Nørrebro, der havde lavet et nummer og kaldte sig Cheff Records, og derfra gik det hurtigt. Musikvideoen var instrueret og filmet af debutanten Jamel Sundoo, der på daværende tidspunkt var i sine slut-teenageår. Jamel var en del af Cheff-records, og i en periode blev alt, hvad de rørte ved, til guld. Det medførte et liv i overhalingsbanen med konstante fester og kulminerede for Jamel med, at, som han selv siger det: ”16.000 mennesker stod til en koncert under Distortion på Nørrebro og råbte mit navn”. De konstante fester og farver blev dog for meget for Jamel, der i dag har kastet sig over uddannelsen til VVS-energispecialist, som han bliver færdig med om et års tid. Fagbladet Blik & Rør mødte Jamel til en snak om, hvorfor man udskifter en karriere inden for det kreative med en karriere inden for vand, varme og sanitet.

- Jeg ville aldrig bytte det, jeg har oplevet for noget som helst, men jeg er også glad for at komme over på den anden side, hvor jeg har fundet sjælefred med, at livet ikke er i sus og dus, og at ægte livskvalitet kan komme gennem et ærligt stykke arbejde.

Som Jamel påpeger, er det, at man som 20-årig får lov til at rejse hele Danmark rundt og se alt, hvad der er værd at se, møde spændende mennesker og spille koncerter jo ikke noget, som særligt mange får lov til at opleve. Der var dog en bagside af medaljen.

- Det, der var mit største problem med fotografiet, var, at jeg ikke rigtigt tjente nogen penge. Jeg var en kunstner og iværksætter med stort hjerte og tomme lommer.

Der er gode penge i VVS

Jamel og resten af Cheff Records blev I 2013 enige om, at Jamel ikke længere skulle være en del af gruppen. Herefter prøvede han flere forskellige jobs af inden for den kreative branche og var selvstændig fotograf. Han påpeger selv, at han peakede i en meget tidlig alder.

- Jeg kommer aldrig til at gøre det her igen, jeg har peaket. Hvis man peaker, når man er 20, hvordan peaker man så igen?

Hans svigerfar er antiksnedker, og Jamel adspurgte ham, hvilke håndværkere dertjente mest. Her var tilbagemeldingen elektrikere og VVS’ere.

- Jeg er fummelfingret, så jeg skulle ikke have med strøm at gøre. Men jeg kan godt tåle at blive våd, griner Jamel.

Derefter gik Jamel ind på ug.dk og læste om VVS-faget. Her kunne han læse sig frem til, at det var VVS’erne, der var dem, der rent faktisk implementerede de grønne omstillinger, som politikerne vedtog. Og som en mand fyldt med ideologier, var det noget, han kunne se sig selv i.

- Jeg er gammel ungdomshus-type og sådan. Så jeg tænkte ”ok, så kan jeg måske få lov at gøre nogle af de ting, som jeg har kæmpet for i mange år”. Derfor startede Jamel på VVS-energiuddannelsen.

Savnede at bruge sin krop

Udover det idealistiske og økonomiske incitament, passede det også Jamel rigtigt godt, at han kunne bruge sin krop, da han var træt af computerarbejde.

- Som fotograf har du to dage i marken og en måned foran computeren. Jeg er en fysisk fyr, så det blev for meget for mig. Derudover så var der særligt én ting, der skabte en parallel til hans fotografi og fik det til at give mening. Når du er fotograf producerer du noget, og du kan se et resultat, når du er færdig, og du har en kunde, der modtager det. Det er jo det samme, når du er håndværker!

Jamel mener, at han nu har fundet sig selv gennem sit arbejde.

- For fire måneder siden var det første gang i mit liv, hvor jeg kan sige, at jeg var i balance og havde det godt både psykisk og fysisk.

”Nu er jeg bare Jamel”

Efter tiden med Cheff Records, konstante fester og kendisstatus havde Jamel brug for at genfinde sig selv.

- Identitetsmæssigt har det været svært, men jeg har jo også en anden identitet. Jeg er også far, jeg er ægtemand og jeg er søn. Jeg har fået en ny identitet nu, hvor jeg bare er Jamel.

Særligt er der mange af vennerne, der bakker op om karriereskiftet.

- Når jeg snakker med gamle venner eller hjælper dem med VVS, så siger de, at det virkelig klæder mig, at jeg har så godt styr på det hele.

Det gør en forskel

Der er ingen tvivl om, at Jamels liv i dag er væsentligt anderledes end for ti år siden. Han er gift og har tre børn, og han synes egentlig, det er meget sejt at være VVS’er.

- Er det super sejt at være VVS’er? Jeg synes, det er sejt, at jeg kan løse folks problemer. Specialet som energispecialist gør, at du kan gøre en forskel. Du kan hjælpe folk med at spare penge, og du kan spare på CO2.

Nu har Jamel lige afsluttet H3, og han kan derfor ane afslutningen af sin uddannelse, og han er utroligt glad for sit valg.

- Det er det første, jeg nogensinde skal til at gøre færdigt, og jeg kan bare mærke, at jeg er fucking stolt af mig selv.

Fotografiet er sat på pause nu, men det kreative er ikke helt lagt på hylden. Jamels mål er at komme tilbage til fotografiet som en hobby men ikke som professionel. Fordi nu har han jo, som han siger, rent faktisk råd til det, hvilket han ikke havde før.

Blå Bog

Jamel Sundoo


• 29 år gammel


• Født og opvokset på Nørrebro


• Var en del af Cheff Records i starten
med bl.a. Kidd og Topgunn


• Er gift og har tre børn


• Har tidligere prøvet kræfter med
at være handicaphjælper og arbejdet
på reklamebureau. Han har
også arbejdet med PR for et tøjfirma
og været selvstændig fotograf


• Er færdig som VVS-energispecialist
om et år og i lære hos virksomheden
Brdr. Thaning VVS og kloak