Top menu

Sammen kan vi skabe resultater

Formanden har ordet
Dato: 22/03-2024
3245

Når man arbejder for at få lovgivning ændret eller vedtaget ny lovgivning nationalt, eller direktiver i EU, kan man nogle gange føle presset til at smide håndklædet i ringen.  

Det er ikke altid, det lykkes at få fx bedre arbejdsmiljøregler eller en effektiv indsats mod social dumping. Man er ofte oppe imod stærke kræfter, der har råd til at bruge millioner af kroner på lobbyister.

Men man skal aldrig give op - det viser to vigtige resultater i denne uge. Først kom platformsdirektivet i hus, så vi i fremtiden har bedre mulighed for, at virksomheder ikke snor sig uden om lønmodtagerrettigheder. Så kom fremsættelsen af lovgivning om autorisationsordning på asbestområdet. To store og vigtige sejre. Den obligatoriske autorisationsordning for dem, der skal fjerne asbest, vil ligefrem redde menneskeliv.

Begge sager viser, at man aldrig skal give op. Hvis man har styr på fakta, har en strategi og knokler på, så kan man opnå store resultater.  

Og så handler det først og fremmest om at stå sammen. Hele den europæiske fagbevægelse stod sammen for at få vedtaget direktivet om platformsarbejde. Ligesom vi i Blik- og Rørarbejderforbundet i årevis har stået sammen og stået skulder ved skulder med andre forbund i BAT-Kartellet og kæmpet for effektiv regulering af fjernelse af asbest - Tak for det!

Vi er ikke dem med de fleste penge. Vi er ikke de fleste. Men vi var velforberedte. Og vi blev ved.

Det er fagbevægelsen, når den er bedst.

Og det er i virkeligheden læren af de to vigtige sejre. Vi skal aldrig give op. Vi skal blive ved med at arbejde med hjerne og hjerte. Så kan vi godt vinde. Også selv om vi er oppe mod de store multinationale virksomheder.