Top menu

Laveste arbejdsløshed i seks år

Dato: 24/09-2014
692

Ledigheden blandt VVS’ere og blikkenslagere falder fortsat. I august er ledigheden opgjort til blot 4,2 procent, og det er den laveste ledighed siden efteråret 2008.

Der er øget grund til optimisme. De mange bygge- og renoveringsprojekter over hele landet har positiv indflydelse på ledigheden blandt Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer. 
 
Det er særligt de mange store bygge- og anlægsopgaver, som sørger for den lave ledighed, men også energirenovering i både det offentlige og private betyder øget efterspørgsel på VVS’ere og blikkenslagere.
 
Den seneste opgørelse over ledigheden fra Byggefagenes Arbejdsløshedskasse viser, at ledigheden blandt forbundets medlemmer i VVS-branchen i august var på blot 4,2 procent. Det er den laveste ledighed siden finanskrisen sendte tusindvis af bygningsarbejdere i arbejdsløshedskøen i efteråret 2008.
 
Herefter steg ledigheden konstant frem til foråret 2010, hvor den gennemsnitlige ledighed for VVS’ere og blikkenslagere toppede med 15 procent. Siden er det langsomt gået den rigtige vej, og særligt i de seneste par år er der igen kommet gang i byggeriet.
 
Malurt i bægeret
På landsplan er ledigheden nogenlunde jævnt fordelt. Den laveste ledighed er registreret i Kreds Sydjylland-Fyn, hvor blot 3,4 procent af VVS’erne var ledige i uge 34, mens ledigheden i København var på 5,0 procent. 
 
De eneste som tilsyneladende endnu ikke har fået glæde af opsvinget i byggeriet, er de yngste svende under 25 år. For den gruppe er ledigheden på landsplan målt til hele 12,3 procent. Særligt for de unge svende øst for Storebælt er den gennemsnitlige ledighed over 15 procent.
 
Også ledigheden for svende mellem 25 og 30 år er høj. Her var ledigheden i august på 6,9 procent i forhold til landsgennemsnittet på 4,2.
 
Murere topper ledigheden
Blandt alle bygningsarbejdere og håndværkere var 3.500 uden arbejde i august, hvilket svarer til 4,1 procent.
 
Den højeste ledighed har murerne i 3F med 5,6 procent, mens bygningsmalerne følger lige efter med 5,2 procent. Elektrikerne har med 2,2 procent laveste ledighedsprocent.
 
Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at arbejdsløsheden for hele arbejdsmarkedet i juli var 5,1 procent.