Top menu

PensionDanmark får pris som Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab

Dato: 16/10-2014
701

PensionDanmark er kåret til Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab af internationalt finansmagasin.

Det internationale finansmagasin Wealth & Finance International Magazine har i dag tildelt PensionDanmark prisen som Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab i 2014 (Best Labour Market Pension Fund – Europe). Prisen gives for PensionDanmarks forvaltning af medlemmernes opsparing, hvor der i alle årene siden finanskrisen er opnået gode resultater. I begrundelsen for prisen fremhæves PensionDanmarks fokus på nye investeringsområder inden for infrastruktur og ejendomme på et tidspunkt, hvor obligationsrenterne er helt i bund. 
 
- Vi er glade for den nye pris, som er udtryk for, at PensionDanmarks resultater påkalder sig international opmærksomhed. Det er gennem de seneste år lykkedes for os at skabe stabile afkast til vores medlemmer. Det skyldes en aktiv styring af aktie- og renterisiko kombineret med de stabile afkastbidrag fra de næsten tyve procent af formuen, som er investeret i stabile alternativer som ejendomme og infrastruktur, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark. 
 
PensionDanmarks investeringer i infrastruktur består af investeringer i vindmølleparker i Danmark, USA og Storbritannien, biomassefyrede kraftværker i England og transmissionsanlæg i Holland og Tyskland. 
 
På ejendomssiden er PensionDanmark i øjeblikket enten alene eller sammen med andre investorer bygherre på seks større erhvervsbyggerier. Det drejer sig om domicilbyggerier til Alfa Laval i Aalborg, Semco Maritime i Esbjerg, Nordea Bank Danmark i Ørestaden, NCC i Gladsaxe og MTH i Søborg samt det nye psykiatriske hospital i Vejle. 
 
Om Wealth & Money Management Awards
Ved Wealth & Money Management Awards hædrer det internationale finansmagasin Wealth & Finance International Magazine aktører fra den finansielle sektor herunder pensionsselskaber, som gør noget ekstraordinært for at skabe værdi for kunderne i bl.a. kapitalforvaltningen.