Top menu

Oplev julen på Arbejdermuseet

Dato: 22/11-2014
721

Søndag den 7. december kl. 14 inviterer Arbejdermuseet til stor juletræsfest for alle børn!

Nissemor og nissefar vil underholde, spille op til dans og lege de gamle julelege med børnene.
 
Den historiske festsal har i næsten 100 år dannet ramme om legendariske juletræsfester for arbejdernes børn. Kom selv og vær med, når vi genopliver den gamle tradition. Arrangementet er gratis for børn under 18 år.
 
 
Øvrige aktiviteter i december:
 
Museets butiksgade fra 1950'erne er festligt julepyntet med granguirlander og butikkerne lokker med både bløde og hårde pakker til mor, far og børnene.
I biografens udhængsskab reklameres for tidens populære julefilm 'Far til 4 i byen', hvor Lille Per kommer til julebal i nisseland.
 
Familien Hansens lejlighed fra 1950'erne er i anledning af julen pyntet op med adventskrans, nisselandskab, kravlenisser og anden tidstypisk julepynt. I køkkenet har fru Hansen gjort klar til julebagning.
I dagligstuen står det grønne juletræ, klar til at blive pyntet.
 
I Festsalen står det store, flotte juletræ pyntet med glimmer, kugler, hjerter og meget mere.
 
Kaffebaren serverer varm chokolade og julesmåkager og børn og voksne kan hygge sig med at klippe 50'er julepynt til julebordets øl- og sodavandsflasker.
Kaffebaren sælger også godteposer til børn.
 
I billetsalget og i kaffebaren kan børn få et JULEPAS og løse små opgaver om jul i arbejderhjem i 50'erne, fx hos familien Hansen og i butiksgaden på 1. sal. Der venter en lille overraskelse til de børn der løser overgaverne.
 
Find årets julegave i museumsbutikken! Museumsbutikken har et stort og spændende udvalg af gammeldags julepynt, fx kravlenisser, udklipsark, julekalendere og der er masser af gode gaveidéer.