Top menu

Afgørelse i Arbejdsretten bremser overenskomstshopping

Dato: 31/08-2015
852

Vikarer på VVS-området skal følge overenskomsten. Det fastslår en afgørelse i faglig voldgift, som Blik- og Rørarbejderforbundet har ført mod arbejdsgiverne i Tekniq.

Endnu engang får Blik- og Rørarbejderforbundet medhold, når det gælder brugen af vikarer og omgåelse af bestemmelserne i VVS-overenskomsten. I den seneste sag havde VVS-firmaet Halsnæs Smeden A/S hyret vikarer fra et vikarbureau, som i forvejen havde tegnet overenskomst med Dansk Byggeri.
 
Virksomheden og arbejdsgiverne i Tekniq mente derfor ikke, at de indlejrede vikarer var underlagt bestemmelserne i VVS-overenskomsten. Dermed ville de beskæftigede VVS’ere på opgaven være underlagt to forskellige overenskomster, med risiko for store forskelle i aflønningen af de ansatte på den samme opgave.
 
- Det her er en vigtig sejr for alle ansatte i VVS-branchen. Hvis det var lykkedes for arbejdsgiverne at få medhold i den her sag, ville det åbne mulighed for, at arbejdsgiverne efter behag kan vælge den billigste overenskomst, når de skulle bruge vikarer. Det ville have været den direkte vej mod bunden, og dermed føre til forringede vilkår for alle i branchen, siger Stig Søllested fra Blik- og Rørarbejderforbundet. 
 
Hjælp af ministeren
Både Arbejdsretten og faglig voldgift har tidligere afgjort, at vikarer på VVS-området skal arbejde efter den overenskomst og de lokalaftaler, som gælder for den virksomhed, som har opgaven. Omvendt mente arbejdsgiverne i Tekniq, at det ikke længere var gældende retspraksis, da Vikarloven som følge af et EU-direktiv blev ændret for få år siden. 
 
Men da loven blev ændret, blev netop denne mulighed drøftet politisk. Og under behandlingen af loven, slog den tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen dengang fast, at ændringerne i Vikarloven ikke ville medføre dårligere vilkår for vikarer.
Dette udsagn samt tidligere afgørelser om brug af vikarer var medvirkende til, at afgørelsen, blandt de tre udpegede dommere i det udvidede opmandskreds, igen faldt ud til Blik- og Rørarbejderforbundets fordel. 
 
Forbundet fik dermed medhold i begge sine påstande. For det første skal Tekniq anerkende, at overenskomsten og lokalaftaler skal efterleves af medlemsvirksomhederne i sager, hvor arbejdet udføres af vikarer. Og for det andet skal Halsnæs Smeden godtgøre de tab, som de indlejrede vikarer har lidt ved ikke at blive aflønnet efter VVS-overenskomsten.
 
- Vi har nu fået en afgørelse, som igen slår fast, at vikarer skal sikres de nøjagtig samme overenskomstforhold, som deres fastansatte kolleger, og at virksomhederne ikke bare kan shoppe hen til den billigste overenskomst. Vi er meget tilfredse med afgørelsen, siger Stig Søllested.

Vikarer på VVS-området skal følge overenskomsten. Det fastslår en afgørelse i faglig voldgift, som Blik- og Rø...

Posted by Blik og Rør - I forbund med fremtiden on 31. august 2015