Top menu

Kongres 2018: Lad os gøre gavn for vores efterkommere

Dato: 27/09-2018
Tags: Diverse
1346

− Vi er som faglig organisation langtfra blevet overflødig. Tværtimod er der i dagens Danmark nok endnu mere brug for sammenhold og et fagligt fællesskab, Max Meyer, afgående formand

Blik- og Rørarbejderforbundets 39. ordinære kongres er løbet af stablen tro mod traditionerne med faner, sang, underholdning og formandens mundtlige beretning. 

Mens fanerne blev båret af lærlinge fra vores forskellige fag, underholdningen blev leveret af Andreas Bo, så var det vores afgående formand Max Meyer, der stod for den mundtlige overberetning til alle kongressens delegerede og gæster. 

Blik- og Rørarbejderforbundet er en gammel forening, og Max Meyer tog sig tiden til at fortælle de forsamlede om, hvordan Blik- og Rør har været der for medlemmerne i fortiden, hvordan vi er her nu, og hvordan der stadig kommer nye udfordringer.

− Jeg tror ikke, vi endnu har set andet end blot toppen af isbjerget, hvad angår platformsøkonomier og de nye teknologier, der gør det at udbyde sin arbejdskraft til noget helt andet, end hvad vi har været vant til i hundreder af år, sagde Max Meyer. 

Han fremhævede de nye såkaldte platformsøkonomier så som Uber, AIR BnB og handymand.dk, der tilbyder private services uden for et forbund og overenskomster. Max Meyer mener, at disse også skal ind i vores forbund, selv om det ikke er smart eller kønt, for det er en nødvendighed, hvis Blik og Rør skal bibeholde sin rolle i fremtiden. 

− Nye teknologier er ikke noget, vi skal være bange for eller bekæmpe, tværtimod skal vi tage imod dem og omfavne dem, så de vil styrke den enkelte ude på arbejdspladsen og sikre, at fagene også har en fremtid, forklarede Max Meyer og slog fast, at han var sikker på, at Blik og Rør vil være i stand til at rumme fremtidens udfordringer. 

Emnerne, han kom ind på, berørte også sammenholdet og fællesskabet, som han synes er blevet stærkere under hans formandskab. Der findes ikke længere fløjkrige i Blik og Rør, og respekten og tolerancen for forskelligheder i vilkår og meninger er blevet større.  En gennemløbende rød tråd i Max Meyers mundtlige beretning er netop den sociale opmærksomhed. Han ser stadig folk, der ikke har noget, ligge på gaden, og han ser stadig børn, født under forskellige kår, der ikke får lide chancer og muligheder i Danmark. 

Blik og Rør har nydt medlemsfremgang de sidste fire år, og dette tilskriver Max Meyer − en systematisk og kontrolleret tilgang til alle vores registreringer af medlemmer. Dette skyldes ikke, vi har brugt rigtigt mange kroner til for eksempel at have ansatte organiseringsfolk eller lave sindssygt dyre kampagner eller tilbyde medlemmerne nogle ekstraordinære fordele.

Max Meyer mener, det er den personlige kontakt med medlemmerne, opfølgningerne og dialogen i blandt andet det fælles medlemskontaktcenter. 

den afgående forbundsformand rundede af ved at vende tilbage til den sociale ulighed. 

− Et samfund med ulighed kan aldrig blive et stabilt samfund. Han mener, at uligheder er ved at snige sig ind i det danske samfund, og flere bliver efterladt på bagperronen, mens andre kører videre på første klasse.

− Lad os nu samlet sige stop til mere liberalisme, sige stop til mere egoisme, sige stop mere mig og mindre dig. Lad os gøre det til gavn for vores efterkommere. 

Den stående, langvarige klapsalve, der kom fra salen, da han takkede af, berørte tydeligt Max Meyer, som efter talen gav interview til Blik og Rør her. Se videoen nedenfor: