Top menu

Med Mette i skurvognen

Dato: 06/11-2018
1364

Mette Frederiksen ville møde VVS’ere på job og snakke med dem om nedslidning og tilbagetrækkelsesalder. Blik & Rør tog med i skurvognen

− Jeg ville ønske, at alle danskere, der er tilhængere af senere tilbagetrækning, kom herned og så det. Bare de lige var her en halv times tid.

Det runger lidt i skurvognen, hvor vi sidder, men ordene vinder genhør hos de rørlæggere, hun snakker med. − Jeg oplever en kæmpe virkelighedskonflikt mellem det, mange mennesker går og laver af rigtigt, almindeligt arbejde, og så det mange mennesker tror, andre mennesker laver. Vi ved for lidt om, hvordan andre mennesker har det i deres arbejdsliv. For ellers ville du ikke have det der med, at en masse på blandt andet Christiansborg siger: "Folk kan sagtens arbejde længere, og det er ingen problemer. Vi vil hellere have skattelettelser og sådan noget.” Og det går bare ikke!

Valgkamp i gang
Mette Frederiksen er på besøg hos Søren Knudsen og Lasse Ahrensberg, VVS’ere i Brøndum i Sundholm, hvor de er ved at lægge fjernvarmerør i kælderene. Hun vil gerne se, hvordan man arbejder, når man er VVS’er, og vil gerne tale om nedslidning og tilbagetrækkelsesalder med gutterne i skurvognen ... Og til videokameraet. For det er ingen hemmelighed, at valgkampen er skudt i gang.

Rundt omkring Mette står der en flok af assistenter, kommunikationsfolk og journalister, fotograf og filmmand, så det er ikke en helt almindelig dag i en VVS’ers liv, hun møder. Det er en dag, hvor skurvognen er helt ren, gulvet er fejet, og alting er timet. Selv om situationen måske er lidt opstillet, er hverken Mettes, Lasses og Sørens passion det ikke.

Tidligere i arbejde
− Det, der er udfordringen, det er, at sådan nogle som jer, der kommer ret tidligt ud på arbejdsmarkedet, faktisk har haft et godt, langt arbejdsliv og har knoklet i hvert fald i 40 plus mere år og dermed leveret det, man skulle, I kommer i klemme nu. Og hvis det så bliver kombineret med at ryg eller nakke eller skuldre begynder at slå bak så bliver de sidste år på arbejdsmarkedet simpelthen for hårde. Før i tiden var der efterlønnen, men den afskaffede Løkke Rasmussen sammen med de Radikale og Dansk Folkeparti.

VVS’erne i skurvognen er enige, de er lige præcis dem, der snart kan mærke kroppen sige fra efter mange år på knæ, med tunge løft og hårdt arbejde.

Levetid
− Og så er det næste, som måske er det allersværeste at snakke om, og det er, der er også forskel på, hvor lang tid vi lever. Og der er forskel på, hvor gode de der seniorliv, vi lever, er.  Jeg kører rundt i hele landet, og nogle gange kører jeg også forbi sådan en golfklub −  for satan de går og smiler og har det skønt, ikk’?

Lasse og Søren har også set dem og er enige og nikker, mens hun fortsætter: −  Og så møder jeg også folk, der starter på Panodiler hver morgen, fordi det simpelthen gør ondt. Man kan sige, at de uligheder, der er i vores arbejdsliv, det kører med videre. Jeg har ikke et præcist svar på, hvad vi kommer til at gøre ved det, andet end at jeg kan se, at vi har et problem, og det har jeg tænkt mig at løse, og det håber jeg på, at jeg får et flertal for at kunne løse efter et valg.

For mange sagsbehandlere
Søren forklarer, at det også er et problem med den mængde papirarbejde, lægebesøg og dokumentation, der skal til at få hjælp fra det offentlige til for eksempel at være en dag eller to som pensionist på pladsen eller måske en tidligere tilbagetrækning og lignende. Mette nikker:

− Jeg fornemmer også, når jeg snakker med andre, der minder om jer, at tanken om at skulle ind og sidde ved sådan en kommunal sagsbehandler inde på kommunen og sidde og diskutere, det gider man heller ikke. Så vi skal finde en måde, så vi får rammet ind, hvem der har arbejdet længst og har haft de hårdeste job. Vi skal på en eller anden måde finde en løsning, så man kan komme hurtigere fra arbejdet end de andre − uden for meget bureaukrati og måske i særdeleshed uden for mange sagsbehandlere.

Rottelorte og nedslidning
Efter hele opløbet af assistenter, pressefolk og politiker er kørt, kameraerne er pakket væk, og VVS’erne sidder tilbage i skurvognen, er de glade. De føler sig hørt og set, og selv om de næsten måtte rive en hel arbejdsdag ud af kalenderen, og en masse sommerfugle har kurret rundt i maven, så er det vigtigt, at politikerne ser den anden side af arbejdsmarkedet. Og at de netop bliver ført rundt i en kælder med et for lavt loft, ser rottelortene og de uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og hører fra dem, der sidder i det.

For kommende valgkamp eller ej så er det et reelt problem med nedslidning, som Søren og Lasse sidder med, og som der skal tages hånd om. Uanset hvem der vinder et kommende valg.

Tekst: Marie Brask. Foto: Thomas Sjørup