Top menu

1. maj 2019 stod i valgkrydsets tegn

1466

Kampdagen blev fejret i Blik & Rør mellem valgtaler og kolde øl

− Det største bluffnummer i nyere Danmarkshistorie er, når Lars Løkke Rasmussen fremstiller sig selv som velfærdssamfundets ridder [applaus] Der er ikke nogen enkelt person aktiv i dansk politik i dag, som har rettet flere slag mod den velfærdsmodel og den solidaritet og den lighed, som socialdemokratiet og arbejderbevægelsen har brugt 100 år på at bygge op, sagde Mogens Lykketoft fra morgenstunden i byggefagenes hus på Lygten i København, og dermed var en 1. maj med masser af valgtaler skudt i gang.

Lizettes tale
Fra talerstolen i Fælledparken talte Lizette Risgaard ud over bannere og opmuntrende tilråb:

− Vi vil ha’ et samfund, hvor vi har respekt for dem, som har bygget op. Muret op. Sat lys i lygten og passet på andre hele livet. Hvor de, som har slidt og slæbt i mange år, og nu ikke kan mere, kan trække sig tidligere tilbage. De kan ikke vente længere, Lars Løkke. De kan ikke vente 20 år. Og det er ikke gjort med dét! Flere og flere får ondt af deres arbejde. Flere spiser panodiler hver dag. Flere får stress og skader. Det SKAL vi ta’ alvorligt, kære venner. INGEN skal blive syge af at passe deres arbejde. Det kræver et bedre arbejdsmiljø. Det kræver et bedre arbejdsliv. Ja, det kræver nok en ny regering, sagde hun.

Blik & Rør markerede dagen
I Blik og Rør blev det landet over fejret med morgenmad i kredsene. Senere blev vores røde faner båret gennem byerne, og skåle og faglig snak kunne høres, længe efter flagene var pakket ned. Selv om vejrguderne ikke smilede lige meget over hele Danmark, så samledes man traditionen tro, for at markere at man bakker op om fagligt arbejde og sin fagforening.

På billederne til højre kan du se, Blik & Rør-faner blive båret, og gode kollegaer mødes i hele landet.

Dagen derpå
Her dagen efter, hvor vi allesammen er mødt på vores arbejde, hænger valgtalerne stadig i luften. Alle sidder og venter på, at Lars Løkke trykker på knappen, så vi får mulighed for at komme til valgurnene og gøre noget ved det. Så det ikke bare er taler og 1. maj-gejst, men at vi kan få ændret på de ting, der ikke fungerer i vores samfund - velfærd, respekt og anstændigt arbejdsliv- og arbejdsforhold.