Top menu

Corona og dagpenge: Sådan er du stillet, hvis du mister jobbet

Dato: 16/03-2020
1636

Den ekstraordinære situation som følge af at begrænse corona-smitten mest muligt, kan det medføre at nogle virksomheder må hjemsende eller afskedige deres medarbejdere. Men hvordan er du stillet, hvis du mister jobbet?

Opdateret tirsdag den 17. marts kl. 14.30

Meddelelse fra Byggefagenes A-kasse (BFA), som her præsenterer en række spørgsmål og svar vedrørende ledighed i den aktuelle situation:

Er jeg berettiget til dagpenge, hvis jeg bliver hjemsendt af min arbejdsgiver fordi en byggeplads eller min virksomhed lukker?

JA, du vil som udgangspunkt være berettiget til dagpenge. Det kræver dog at du opfylder de almindelige betingelser om,

  • At have været medlem af en A-kasse i mindst ét år og
  • have haft en samlet indkomst på mindst 238.512 kr. inden for de seneste 3 år.
  • Arbejdet skal ligge inden for perioder, hvor du har været medlem af en a-kasse.


Kan jeg få dagpenge, hvis jeg bliver sendt hjem uden løn og ikke har fået mit opsigelsesvarsel?

Hvis du bliver sendt hjem uden løn og bliver bedt om ikke at komme igen, sidestilles det med at du er blevet opsagt.

Har du ikke fået dit almindelige opsigelsesvarsel, har du principielt set accepteret et for kort opsigelsesvarsel.

Hvis hjemsendelsen alene skyldes Corona-situationen, kan du få dagpenge med forbehold under forudsætning af, at du har bedt din faglige organisation om at søge erstatning/godtgørelse for dit opsigelsesvarsel. Er der andre grunde til at du bliver hjemsendt, kan du ikke få dagpenge de første 3 uger (svarende til 111 timer).


Kan jeg få dagpenge, hvis jeg bliver sendt hjem på ubestemt tid uden løn?

Hvis du bliver sendt hjem uden løn, og der ikke er tale om arbejdsfordeling, er du som udgangspunkt stadig ansat, og dermed ikke ledig.

I så fald skal din faglige organisation træde til for at sikre din løn.


Kan jeg få dagpenge, hvis jeg sendes hjem med henvisning til tre-parts aftalen mellem regeringen, FH og Arbejdsgiverne?

Hvis du blev hjemsendt med henvisning til 3-parts aftalen, får du din fulde løn fra din arbejdsgiver. De modtager så en statslig kompensation til delvist at dække din løn.

Du er fortsat ansat og dermed ikke ledig - og kan ikke få hverken dagpenge eller supplerende dagpenge.
Du skal desuden acceptere at dække de første 5 dage selv, Fx i form af afspadsering og/eller ferie. Kontakt evt. din faglige organisation, hvis du har spørgsmål til aftalen.


Skal min arbejdsgiver betale arbejdsgivergodtgørelse (G-dage) hvis jeg sendes hjem?

Det afhænger af årsagen til hjemsendelse.

Hvis du er blevet hjemsendt på grund af COVID-19,  skal din arbejdsgiver ikke betale arbejdsgivergodtgørelse. Bliver du hjemsendt af andre grunde, skal din arbejdsgiver betale 2 dages arbejdsgivergodtgørelse.

Hvis du bliver omfattet af en arbejdsfordeling, skal din arbejdsgiver betale 1 dages arbejdsgivergodtgørelse pr. arbejdsfordeling. Arbejdsgiveren skal kun betale yderligere arbejdsgivergodtgørelse, hvis arbejdsfordelingen for forlænges og skal godkendes af Det Regionale Arbejdsmarkedsråd.


Får jeg karantæne, hvis jeg siger mit job op af frygt for corona-smitte?

Uanset om du siger op af frygt for smitte hos en kunde eller af en kollega, skal du kontakte din arbejdsgiver inden.

Vælger du at sige dit job op uden videre, vil du være selvforskyldt ledig og derfor ikke kunne få dagpenge i de første 3 uger (svarende til 111 timer).

 

Hvad skal virksomheden angive som opsigelsesgrund, hvis man skal opsige på grund af corona-situationen?

I forbindelse med opsigelse på grund af arbejdsmangel på grund af corona-situationen, er det ikke tilstrækkeligt at angive corona som opsigelsesgrund.

Det skal anføres, at det er arbejdsmangel på grund af corona. Ellers får du karantæne i A-kassen, og forbundene er nødt til at rejse en fagretlig sag.

Det skal bemærkes, at fravær på grund af corona betragtes som sygdom, og der gælder derfor de sædvanlige regler for opsigelse under sygdom.
 

Skal jeg tilmeldes jobnet, hvis jeg bliver ledig nu?

JA, du skal melde dig ledig jobnet.dk for at kunne modtage dagpenge – også i Corona-perioden


Skal jeg oprette et CV på jobnet?

JA, men fristen afhænger af, om du blev ledig før eller efter 11. marts.

  • Blev du ledig før 11. marts, så skal du oprette dit CV og gøre det søgbart for arbejdsgivere allerede nu
  • Bliver du ledig efter 11. marts, så har du først pligt til at oprette dit CV og gøre det søgbart for arbejdsgivere, når Corona-perioden er overstået (pt. udgangen af marts)


Jobcentre lukket

Torsdag den 12. marts kom der nye retningslinjer fra Beskæftigelsesministeriet. Det betyder, at

  • du er ikke forpligtet til at søge arbejde eller Joblogge på Jobnet.
  • du skal ikke deltage i møder, hverken i jobcenteret eller hos A-kassen
  • du vil ikke modtage tilbud om aktivering, løntilskud eller virksomhedspraktik
  • du vil ikke få sanktion ved udeblivelse fra møder eller jobsamtaler


Du får stadig din ydelse

Du er fortsat berettiget til dagpenge og skal derfor fortsat indsende dit dagpengekort som normalt. Det gælder også efterløn og feriedagpenge.

Er du lige blevet fyret?

Du skal tilmelde dig jobnet via jobnet.dk og oprette dit CV, så det er tilgængeligt. Du skal samtidig indsende en ledighedserklæring via selvbetjeningen på www.bf-a.dk.

Du kan fortsat ringe og skrive til a-kassen. Det er ikke muligt at møde fysisk op på kredskontorerne rundt i landet.