Top menu

OK 2020: Blik og RørUngdoms landsudvalg anbefaler lærlingene at stemme JA

Dato: 31/03-2020
1657

Landsudvalget i Blik og RørUngdom er tilfredse med de forbedringer, som er forhandlet hjem til lærlingene i VVS- og skorstensfejerbranchen. Derfor anbefaler de VVS- og skorstensfejerlærlingene i Blik og RørUngdom at stemme ja til det forhandlede resultat.

På et ekstraordinært møde i Blik og RørUngdoms landsudvalg, har man drøftet resultatet af overenskomstforhandlingerne for VVS- og skorstensfejerlærlinge.

Klik her og følg anvisnin­ger til afstemning med NemID.

På VVS-området udtrykker Landsudvalget tilfredshed med de opnåede resultater i de 24 protokollater, som vedrører VVS-lærlingenes overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold.

Blandt de opnåede resultater sikres VVS-lærlingene en årlig lønfremgang på 1,7 procent, mens alle tillæg reguleres med 1,6 procent, som svendene. Også lærlingenes særlige opsparingskonto får et løft, idet den årligt reguleres med 1 procent i de tre år, som overenskomsten varer.

Derudover får lærlingene ret til pension fra de er fyldt 18 år mod 20 år, som det er i dag, og endelig er der forhandlet en sikring af lønnen for de voksenlærlinge, der deltager i akkordarbejde.

På den baggrund er det et flertal i Blik og RørUngdoms landsudvalg, som anbefaler VVS-lærlingene at stemme ja til fornyelse af VVS-overenskomsten.

Der er også forhandlet overenskomst på skorstensfejerområdet, hvor der også er indgået aftale om forbedringer til fagets lærlinge.

Skorstensfejerlærlinges lønsatser stiger på lige fod med svendenes med 2 procent om året frem til 2022. Der oprettes også en fritvalgskonto for lærlinge, som kan bruges til feriefridage, barns lægebesøg og pension. Satsen på kontoen forhøjes årligt med 1 procent årligt.

Det er et enstemmig landsudvalg i Blik og RørUngdom, som anbefaler lærlingene under Skorstensfejeroverenskomsten at stemme ja til det opnåede resultat.

Landsudvalget opfordrer alle VVS- og skorstensfejer lærlinge i Blik og RørUngdom til at tage stilling til de opnåede resultater, og stemme om deres overenskomst.

Læs hovedpunkterne i den nye VVS-overenskomst her... 

Læs hovedpunkterne i den nye overenskomst for skorstensfejere her...