Top menu

Fagforbund i opråb til Venstre: Lyt dog til jeres egne vælgere!

Dato: 03/08-2020
1742

Det politiske spil henimod en værdig tilbagetrækning er for alvor skudt i gang. Selvom regeringens udspil først forventes at komme efter sommerferien, er politikere, kommentatorer og faglige organisationer allerede godt i gang med at diskutere, hvordan rammerne kan se ud for en tidlig pension for de danskere, som har haft et langt og nedslidende arbejdsliv.

Vi kunne i sidste uge læse Venstres Martin Geertsen beklage sig i Berlingske over, at Socialdemokratiet og venstrefløjen vil 'genindføre en ny milliarddyr efterløn, som trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet'.

Vi har hørt retorikken før fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og vi undrer os over, om Venstre virkelig mener, at man skal være syg og slidt ned slidt ned til sokkeholderne, før man må forlade arbejdsmarkedet?

Det kan tyde på, at partiets egne vælgere ikke er enige i den holdning. En Gallup-måling for Berlingske har vist, at 41 procent af Venstres egne vælgere mener, at Socialdemokratiet skal holde fast i arbejdet for en ret til tidligere tilbagetrækning. Og samme holdning går igen hos flere af de borgerlige vælgere.

Vi fire forbund er gået sammen i 'Alliancen for en værdig tilbagetrækning'. Og vi er enige med den brede befolkning. Vi mener, at folkestemningen afspejler, at rigtig mange enten selv oplever at være nedslidt eller kender en, der er det.

Det er slagteriarbejderen, maleren, elektrikeren og VVS’eren, som er begyndt at arbejde allerede i en tidlig alder, og som bruger deres krop hver dag, når de arbejder, for at resten af danskerne kan få mad på bordet, lys i loftet, maling på væggene og varmt vand i håndvasken.

De står tidligt op, arbejder hårdt og bidrager til samfundet. De nyder at gå på arbejde og få noget for hånden. Og de vil allerhelst kunne blive ved med at arbejde så længe som overhovedet muligt og beholde deres normale indkomst.

Vi opfordrer derfor alle partierne på Christiansborg – uanset partifarve – til at lytte til Danmarks befolkning og finde en løsning for dem, så de kan træde tilbage med værdighed.