Top menu

Debat: Vi kommer ikke uligheden til livs uden at kigge på dagpengesystemet

Dato: 24/10-2020
Tags: A-kasse
1802

En ordentlig dagpengesats er en nødvendig del af ligningen, hvis vi vil komme uligheden i Danmark til livs. Det skriver Blik & Rørs næstformand og A-kasse-ansvarlig, Stig Søllested.

I onsdags offentliggjorde Finansministeriet den kommission, som skal komme med forslag til, hvordan vi løfter beskæftigelsen og samtidig mindsker uligheden. Den såkaldte ’Kommission for 2. generationsreformer’ skal blandt andet komme med forslag til forbedringer inden for uddannelse og opkvalificering og komme med ideer til, hvordan vi kan skabe flere job – fx i den grønne omstilling.

Det er gode og vigtige fokusområder, som vi bifalder i Blik & Rør. For vi ser en stadigt stigende ulighed i Danmark som følge af både globaliseringen og en politisk kurs, som har haft mere fokus på virksomhedsejeres vilkår end den almindelige danskers hverdag.

Dagpenge er en del af ligningen

Men selvom både uddannelse, opkvalificering og øget arbejdsudbud er vigtige tiltag, så glemmer regeringen desværre den fjerde del af ligningen: dagpengesystemet. For mens vi skal gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at flere kommer i job, så vil der stadig være en gruppe, som periodevist har brug for at modtage dagpenge. Og de har ret til en ydelse, de faktisk kan leve af. Det er grundstenen i den danske flexicurity-model, at der er en ordentlig dagpengesats at falde tilbage på, mod at virksomhederne rimelig fleksibelt kan hyre og fyre, alt efter hvor fyldt ordrebogen er.

Ledige mister halvdelen af rådighedsbeløbet

Desværre er dagpengesystemet blevet massivt udhulet de sidste mange år. Dagpengesatsen er faldet med omkring 20 procent i lønkompensationsgrad bare over de sidste 20 år. Det betyder, at mange lønmodtagere i dag risikerer at miste op til halvdelen af deres rådighedsbeløb, hvis de pludselig står uden arbejde.

Det er problematisk af flere årsager.

For det første er det med til at øge uligheden mellem dem, der er i beskæftigelse, og dem der står uden for arbejdsmarkedet. Og når afstanden mellem os mennesker øges – i både økonomisk og geografisk forstand – så er det med til at svække den sammenhængskraft, som vi ellers er så stolte af i Danmark.

For det andet er det med til at fodre en ond cirkel, når dagpengene fortsat bliver udhulet. Jo mindre attraktivt dagpengesystemet bliver, jo færre kan se ideen med at melde sig ind i en A-kasse. Det er formentlig en af årsagerne til, at antallet af lønforsikringer er steget massivt de seneste 10 år.

Konsekvensen bliver i sidste ende, at vi ender med et langt mere opdelt og ulige samfund. Et samfund, hvor direktørens datter ikke længere går i skole med blikkenslagerens søn, og hvor vi i højere grad kun orienterer os om dem, der ligner os selv. Det vil ikke bare være skadeligt for vores kultur og sammenhængskraft. Det vil også have negative konsekvenser på væksten i samfundet.

Derfor er det på tide, at regeringen og resten af folketinget får sat dagpengene på dagsordenen. Det vil komme hele Danmark til gavn.

 

Indlægget er oprindeligt bragt på A4 Arbejdsliv