Top menu

Prognoserne siger: Der bliver brug for flere VVS’ere i fremtiden!

Dato: 10/11-2020
Tags: Politik, VVS
1814

En ny rapport fra Dansk Energi viser, at der bliver behov for 13.000 flere VVS’ere i perioden 2021-2030. Det er gode nyheder, mener forbundsformand for Blik & Rør Henrik W. Petersen.

Der skal bruges flere VVS’ere til at sikre den grønne omstilling. Folketinget har vedtaget, at Danmark skal reducere sin samlede drivhusgasudledning med 70% inden år 2030 – sammenlignet med 1990. Det betyder, at Danmark over de næste ti år skal reducere tæt på den samme mængde CO2, som man har gjort over de sidste 30 år. En ny rapport fra Dansk Energi fortæller, at der skal bruges dygtige faglærte, hvis de ambitiøse klimamål skal nås. Derunder skal der bruges 13.000 VVS’ere, vurderes det. Og det er noget, der glæder forbundsformand i Blik & Rør, Henrik W. Petersen.

- Vores branche går en lys og grøn fremtid i møde, og det glæder mig, at VVS’erne spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. VVS-branchen har i mange år forberedt sig på den grønne omstilling, og det er derfor ikke ufortjent, at det er dem, der står forrest i køen, når der bliver skabt flere jobs på baggrund af klimamålene, siger Henrik W. Petersen der er forbundsformand hos Blik & Rørarbejderforbundet.

Indsats påkrævet

Det kræver dog en indsats, hvis der skal findes de hænder, der skal bruges.

- Det er dog også vigtigt, at vi sikrer nok VVS’ere og andre faglærte til at udføre opgaverne. Det kan blandt andet gøres gennem øget fokus på lærlingeoptag og styrkelse af uddannelse og efteruddannelse, understreger Henrik W. Petersen.

Du kan læse hele rapporten fra Dansk Energi her.