Top menu

Alvorlige ulykker anmeldes ikke

Dato: 06/06-2012
Tags: Sundhed
391

Alvorlige ulykker anmeldes ikke

Halvdelen af alle alvorlige arbejdsulykker anmeldes ikke. Det viser ny rapport, som er udarbejdet for LO.

Alt for få arbejdsulykker anmeldes til myndighederne. Op mod 75 procent af alle arbejdsulykker, der behandles på skadestuen, anmeldes ikke. Selv når det gælder alvorlige arbejdsulykker, bliver cirka 50 procent ikke anmeldt. Hverken skadestuerne eller arbejdsgiverne er gode nok til at registrere ulykken.

Det fremgår af en ny rapport ”Underrapportering af arbejdsulykker”, udarbejdet for LO af Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning og Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital.

Konsekvensen kan bl.a. være, at mange lønmodtagere går glip af muligheden for at få erstatning. Desuden slører den manglende anmeldelse det reelle billede af antallet af ulykker og hermed kommer der ikke det nødvendige fokus på forebyggelse.

Selv amputationer bliver ikke anmeldt
Ifølge rapporten, der som noget nyt har sammenkørt oplysninger fra både skadestuen på Odense Universitetshospital, Arbejdstilsynet og Beskæftigelsesministeriets såkaldte DREAM-register, blev 5.641 personer i 2010 udsat for en alvorlig arbejdsulykke, der medførte fx amputation eller knoglebrud.

Da skadestuens underrapportering for de alvorlige ulykker som amputation og knoglebrud er 50 pct., anslås det, at godt 2.800 menneskers alvorlige arbejdsulykke ikke blev anmeldt i 2010.

Læs rapporten ”Underrapportering af arbejdsulykker'