Top menu

OK13: Smalt forlig for de offentlige ansatte

Dato: 18/02-2013
445

I weekenden blev der opnået enighed om en ny toårigt overenskomst for en halv million offentlige ansatte i kommunerne. Forliget indeholder en beskeden lønfremgang på 2,16 procent.

 

Helt som forventet blev der kun tale om beskedne lønstigninger, da forhandlingerne om nye overenskomster for VVS’ere og andre offentlige ansatte i kommunerne blev afsluttet i weekenden.

Den økonomiske ramme er på 2,16 procent over to år, og derfor risikerer de ansatte i kommunnerne et fald i reallønnen.

En af hovedknasterne inden de afgørende forhandlinger var, at arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening stillede krav om, at suppleanter for tillidsvalgte ikke skal være særligt beskyttede mod afskedigelse. Derudover ville de at skære i godtgørelser til tillidsvalgte, der afskediges.

Dermed ville Kommunernes Landsforening ind og rokke ved fundamentale rettigheder i overenskomstsystemet. Kravet blev afværget ved, at samtlige lønmodtagerorganisationer stod sammen om at afvise kravet.

Tryghedspuljen fortsætter

Som en del af forliget fortsætter den såkaldte Tryghedspulje, som fyrede medarbejdere kan søge om penge i til opkvalificering og efteruddannelse. Desuden er det aftalt, at der for ældre medarbejdere over 60 år bliver mulighed for delpension. Det vil sige, at ældre medarbejdere kan vælge at gå ned i tid og supplere lønnen ved at ”spise” af sin pension.

Og som noget nyt skal der i kommunerne laves aftaler om ”social kapital”, omhandlende tillid, kvalitet og psykisk arbejdsmiljø med henblik på bedre udnyttelse af medarbejderes faglighed og kompetencer.

I forliget ligger også penge til organisationernes egne forhandlinger om de enkelte overenskomster. De skal være afsluttet ved udgangen af februar.