Top menu

KÆMPE VVS-OPTAG PÅ TECHCOLLEGE

Dato: 02/03-2021
2094

På TECHCOLLEGE i Aalborg har der her i januar været et ekstraordinært stort optag af elever på VVS-energiuddannelsen.

Den 18. januar er 81 nye elever startet på VVS-energiuddannelsen på TECHCOLLEGE i Aalborg. Det står i skarp kontrast til det normale tal, som ligger på ca. 50. Af de
80 er 8 af dem EUX-elever, og der er gået en 30 stykker med over direkte fra GF1 og 50 kommer udefra.

Men hvad har TECHCOLLEGE i Aalborg gjort anderledes?

- Vi har i det lokale uddannelsesudvalg aktivt arbejdet mod at få et fornuftigt indtag af VVS-elever ind. Det har vi blandt andet gjort gennem branding af uddannelsen, siger Thomas Christensen, der er formand for det lokale uddannelsesudvalg og Kreds Nord-Midtjylland.


Han påpeger desuden, at de her tal viser, at de unge mennesker virkelig gerne vil være VVS’ere.

Hvad med pladsen?
En ting, man bider mærke i, når man hører om så stort et optag, er, om skolen overhovedet har kapaciteten til at håndtere så sto en pludselig stigning
i elever.

- Vi skaber plads. Lige nu er det jo intet problem, når de sidder derhjemme, men det er klart, det er en af udfordringerne. Vi har dog god kapacitet, understreger skoleleder på VVS og El Tech College Aalborg, Henrik Skallerup.

Thomas Christensen mener også, at når skolen er klar til at lave ekstra hold og prioritere faciliteter og værksteder, så er det tydeligt, at skolen viser, at den virkelig vil VVS.

Muligt at få læreplads
På skolen gør de flere ting for at tiltrække VVS-elever, fortæller Henrik Skallerup. Eksempelvis deltager de aktivt i brobygning for at få VVS sat på landkortet, så eleverne kan komme og prøve de ting, VVS kan byde på

- Så har vi jo heldigvis det positive, at det rygtes, at det rent faktisk kan lade sig gøre at få en læreplads. Det tror jeg betyder helt vildt meget, siger Henrik Skallerup.

Og i den forbindelse roser Henrik også virksomhederne for at løfte deres del af ansvaret på den her uddannelse.

- Vi er rigtigt glade for, at virksomhederne har fået øjnene op for, at lærlingene er noget, man kan bruge derude.

Det er noget, Thomas Christensen bakker op om.

- Det er utroligt vigtigt, at virksomhederne har været gode til at tage uddannelsesansvar ved at give de unge en praktikplads. Det gode og konstruktive samarbejde der er imellem praktikpladskonsulenten, skolen, Tekniq Arbejdsgiverne og Blik og Rør gør, at tingene lykkedes, og at de unge søger vores uddannelsesspecialer.

Engagerede faglærere
Henrik understreger, at han altså også har et fantastisk læreteam, der består af meget dygtige og engagerede faglærere, der går op i både faget og drengenes ve og vel.

- Drengene siger til mig, at de kan mærke, at lærerne har det godt sammen, og at det er tydeligt, de selv synes, det er et fedt fag.

Udover det er de gode til at snakke med drengene og hanke op i dem, der halter lidt efter, forklarer Henrik.

DET LOKALE UDDANNELSESUDVALG (LUU)

Det lokale uddannelsesudvalg er et lovfæstet, rådgivende udvalg for skoler, der udbyder VVS-energiuddannelsen, EUX og AMU. Udvalgene består af repræsentanter udpeget af TEKNIQ Arbejdsgiverne og Blik og Rørarbejderforbundet fra lokal og regionalområdet. LUU skal først og fremmest rådgive skolerne om vvs branchens behov for kompetencer, give skolerne faglig sparring og bidrage til et godt samarbejde med skolen.