Fagbevægelsen må ikke blive bange for sin egen skygge. Vi skal have evnerne og modet til at arbejde politisk. Det skriver forbundsformand Henrik W. Petersen.
Når snakken falder på den danske model, handler det hurtigt – og oftest – om overenskomstforhandlinger og trepartsaftaler. Det gælder især, når man hører om den danske model i medierne.
Misforstå mig ikke. Både kollektive overenskomster og trepartssamarbejde udgør selvfølgelig en væsentlig del af fundamentet for vores arbejdsmarkedsmodel – og dermed også for samfundet som helhed. Men for mig er den danske model meget mere end det.
Den handler om de tillidsrepræsentanter, der tager ansvar for deres kollegaer og fører den danske model ud i livet. Hver eneste dag. Du kender godt personen. Det er ham eller hende, der gør en ekstra indsats og tager en ekstra tørn på arbejdspladsen – på vegne af kollegaerne og på vegne af fællesskabet.
Vores tillidsrepræsentanter udgør rygraden i den faglige organisering og de faglige organisationer. Netop organisering er – og skal være – en absolut topprioritet for fagbevægelsen. Det har vi i hvert fald snakket om i rigtig mange år.
Og vi har givet hinanden håndslag på det – senest på FH’s kongres i november sidste år.
Derfor er jeg også svært tilfreds med, at vi i Blik- og Rørarbejderforbundet har fået endnu flere tillidsfolk ude på arbejdspladserne.
Faktisk har vi oplevet en stigning på over ti procent i antallet af tillidsrepræsentanter. Og som tillidsrepræsentant går man en særdeles spændende tid i møde.
Styrkelse af tillidsrepræsentantens rolle
Forud for enhver overenskomstforhandling siges det fra begge parters side, at det bliver de sværeste forhandlinger nogensinde. Forskellen ved OK23 var bare, at det faktisk passede denne gang.
De seneste overenskomstforhandlinger i foråret var historisk svære. Det var ikke bare noget, vi sagde, og det var heller ikke bare et spil, vi spillede. Det var de faktiske forhold på arbejdspladsen.
De nye overenskomstaftaler blev forhandlet på et svært økonomisk bagtæppe med rekordhøj inflation, der førte til reallønstab og forringede lønmodtagernes købekraft. En energi- og forsyningskrise, der sendte varme- og elregningerne i vejret. En krig i Ukraine, der også påvirkede bygge- og installationsbranchen med materialemangel og -prisstigninger.
Og så har jeg ikke en gang nævnt politikernes afskaffelse af en helligdag for lønmodtagerne, som ikke just gjorde OK23-forhandlingerne nemmere – tværtimod.
Men arbejdsmarkedets parter tog ansvaret på sig og satte sig ved forhandlingsbordet, som vi har gjort det igennem mere end 120 år. Det er vores historiske pligt, og det er den arv, vi bærer videre.
Desværre er der noget, som er gået lidt under radaren.
For i de nye overenskomster er tillidsrepræsentantens rolle blevet styrket – ikke bare ift. de lokale lønforhandlinger, men også hvad angår organisering. Det bliver så at sige nemmere at være tillidsrepræsentant og organisere.
Old school er stadig good school
Som tillidsrepræsentant har du ret til at holde møde – i arbejdstiden vel at mærke – med nye medarbejdere, og arbejdsgiveren må ikke lægge hindringer i vejen for medarbejdernes organisering.
Formålet med mødet er – foruden at orientere de nye ansatte om samarbejdet med virksomheden – at oplyse om mulighederne for medlemskab af den organiserende fagforening.
Det kan godt være, at dét med tillidsrepræsentanter lyder lidt oldschool. Men i dette tilfælde er ”oldschool” altså stadig ”good school”. For tillidsrepræsentanterne er nu en gang vores ambassadører ude i virksomhederne. De påtager sig rollen som medlemmernes og fagforeningens forlængede arm på arbejdspladserne.
Det er også det (blandt mange andre ting), der er forskellen på os og de gule fagforretninger. At forhandle overenskomster og sikre gode løn- og arbejdsvilkår for sine medlemmer er fagbevægelsens kerneopgave.
Men en rigtig fagforening uddanner også morgendagens tillidsmænd, der tager ansvar for deres kollegaer og repræsenterer medarbejderne på arbejdspladsen.
Lønmodtagernes politiske stemme
En anden hovedopgave for fagbevægelsen er at være lønmodtagernes politiske stemme. Med jævne mellemrum er fagbevægelsen blevet beskyldt for at være for ”politisk” – en kritik, der især er kommet fra den borgerlige lejr i det politiske landskab.
At kritisere fagforeningerne for at være for politiske er udtryk for en manglende forståelse for fagforeningernes (historiske) rolle og ansvar over for de medlemmer, vi repræsenterer. Her må fagbevægelsen ikke blive bange for sin egen skygge. Vi skal have evnerne og modet til at arbejde politisk. Vi må ikke blive tavse.
At turde være politisk er – også historisk set – et af de vigtigste og helt afgørende elementer i værktøjskassen, hvis fagbevægelsen skal skabe resultater og fremskridt for arbejderklassen og lønmodtageren i Danmark.
Vi skal turde at være politiske. Men forudsætningen for det hele er en stærk organisering!
Der har i flere år(tier) været snakket om den faldende organiseringsgrad, og at fagbevægelsen bløder medlemmer. Som forbundsformand er jeg naturligvis stolt af, at vi i Blik- og Rørarbejderforbundet har medlemsfremgang på niende år i træk.
Men det er også kun sket, fordi det er en topprioritet i og for hele organisationen – fordi vi tænker organisering ind i alle indsatser.
Vi må ikke blive tavse
Selvom vi har medlemsvækst hos os, så er det i sidste ende os alle sammen, der taber på en faldende organiseringsgrad i den samlede fagbevægelse. For hvis ikke vi får flere med og ikke får flere tilbage; så bliver vi tavse.
Derfor må og skal organisering være en fælles topprioritet – både i forbundene og i FH.
For uanset om det er en VVS’er, der melder sig ind i Blik- og Rørarbejderforbundet, eller en pædagog, der melder sig ind i BUPL, så er det hele fagbevægelsen, der får et nyt medlem.
Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre – at organisere sig til flere medlemmer. Men det handler ikke kun om medlemshvervning og -rekruttering. Vi er også nødt til at blive bedre til at tænke i medlemsfastholdelse. Det skal lade sig gøre at fastholde de medlemmer, som allerede er en del af fællesskabet.
Den kedelige nyhed er til gengæld, at der ikke findes nogen magiske løsninger eller hemmelige ingredienser. Det handler om at blive ved med at gøre det, der virker – og gøre det, vi har aftalt.
Derfor glæder jeg mig personligt over, at vi i de nye overenskomstaftaler fik forhandlet os frem til at styrke tillidsrepræsentantens rolle – blandt andet når det gælder organisering af kollegaerne på arbejdspladsen.
For selvom det kan lyde lidt oldschool, så ved vi, at tillidsrepræsentanterne spiller en helt afgørende rolle – og at det er noget af det, der virker, når det gælder organisering.
En stærk organisering er forudsætningen for at være lønmodtagernes politiske stemme. Den stemme har vi en pligt til at bruge. Vi må ikke blive tavse – ellers bliver lønmodtagernes stemme glemt.
Debatindlægget er oprindeligt bragt på Netavisen Pio den 7. september 2023.