Top menu

Lønhop til VVS’erne

Dato: 03/01-2017
Tags: Løn, VVS
1059

Den stigende byggeaktivitet, og lave ledighed smitter af på lønudviklingen i VVS-branchen, som i gennemsnit er steget med kr. 4,74 i timen det seneste år. For skorstensfejerne følger lønnen i store træk prisudviklingen i samfundet.

Der er igen fuld aktivitet i den danske bygge- og installationsbranche. Ledigheden er i bund, og den stigende indtjening til arbejdsgiverne, smitter nu også af på lønudviklingen i VVS-branchen.
Den gennemsnitlige timeløn for VVS’ere over hele landet er nu på kr. 191,56. Det viser Blik- og Rørarbejderforbundets lønstatistik, som er baseret på svar fra 2.756 timelønnede VVS-svende i oktober og november. 
 
I forhold til året før er timelønnen på VVS-området  steget kr. 4,74, hvilket svarer til en lønfremgang på 2,5 procent. Da prisudviklingen i perioden fra november 2015 til november 2016 blot er steget 0,4 procent, giver det en reallønsfremgang på hele 2,1 procent.
 
Det er fjerde år i træk, at VVS’erne oplever en fremgang i reallønnen. For mens lønnen nærmest stod stille i årene lige efter finanskrisen, er noget af det tabte hentet ind igen. 
Siden 2012 har VVS’erne således oplevet en samlet reallønsfremgang på hele 4,6 procent. 
 
Byggeaktivitet trækker lønnen op 
Den positive udvikling af VVS’ernes løn er jævnt fordelt over hele landet. Men graver man et spadestik dybere ned i tallene, viser udviklingen, at det er områder med høj byggeaktivitet, hvor lønfremgangen er størst. 
 
Den største lønfremgang findes derfor også i København, hvor gennemsnitslønnen er steget med hele 3,15 procent det seneste år. Det svarer til en lønstigning på 6,07 kroner, og dermed er det de københavnske VVS-svende, som løber med den højeste gennemsnitlige timeløn. Den udgør nu kr. 198,90 i timen.
 
Øvrige områder med høj procentvis lønstigning er Sydjylland med 3,0 procent, mens VVS-svendenes løn i Nordsjælland og Østjylland er steget med 2,6 procent. 
 
For VVS-svendene i den øvrige del af landet, ligger lønfremgangen under landsgennemsnit. Den laveste gennemsnitlige lønfremgang er på Bornholm, som det seneste år blot er steget med 0,5 procent. Herefter følger Fyn og Nordjylland, hvor lønnen det seneste år er steget med henholdsvis 1,4 og 1,6 procent.
 
Skorstensfejerne holder skindet på næsen
Mens de ansatte på VVS-området har oplevet en lønfremgang det seneste år, er skorstensfejernes løn ikke steget mere end prisudviklingen. 
 
I 2016 steg lønnen på landsplan med kr.,89 i timen, hvilket svarer til en fremgang på 0,5 procent. Da prisudviklingen også er steget 0,4 procent i samme periode, har skorstensfejernes løn blot fulgt den generelle prisudvikling i samfundet. 
 
På landsplan er skorstensfejernes gennemsnitsløn på kr. 199,50 i timen. Den højeste gennemsnitlige timeløn er øst for Storebælt, hvor den er på kr. 200,52 i timen. Herefter følger de nordjyske svende med kr. 199,32 og det sydjyske og fynske svende med kr. 199,16. 
 
Størst fremgang oplevede det skorstensfejerne i Sydjylland og Fyn, som sidste år hævede gennemsnitslønnen med 1,90 kroner. I procent svarer det til en lønfremgang på 1,0 procent. Herefter følger det svendene øst for Storebælt med 0,8 procent, mens de nordjyske svende ikke er steget noget i løn.
 
Med en forventet prisudvikling på 0,4 procent i perioden november 2015 til november 2016, har de dermed oplevet et reallønsfald på 0,3 procent.