Top menu

Det tog 52 dage, så havde Mads skiftet levevej

Dato: 31/08-2023
2991

Efter et kursus og en oplæringsperiode kan den tidligere godschauffør Mads Leth Grønborg nu lægge og svejse fjernvarmerør.

Foto: Rybners

Det tog bare 52 dage, så havde Mads Leth Grønborg sikret sig kompetencer til en hel ny levevej. 

Nu kan han etablere og svejse fjernvarmerør og andre forsyningstyper og dermed bruge sin arbejdstid på en helt ny måde.

- Tidligere brugte jeg det meste af min arbejdsdag inde i en hal. Nu arbejder jeg udenfor det meste af dagen, siger den 28-årige Mads Leth Grønborg.

Han er egentlig uddannet godschauffør, men havde de seneste fem år arbejdet i virksomheden Esbjerg Betonelementer.

Det var, da virksomheden lukkede i efteråret 2022, at han fik øjnene op for at komme på fjernvarmerørsvejser-kursus.

God løn og tidligt hjem

Fordi det var en stor virksomhed, der lukkede, besøgte netværkssamarbejdet Green Skills virksomheden, for at fortælle om nogle af de muligheder, der er for opkvalificering.

Green Skills er et netværkssamarbejde mellem forskellige uddannelsesudbyder blandt andet Rybners (uddannelsesinstitution med et bredt udbud af erhvervsuddannelser, efteruddannelser og gymnasieuddannelser) jobcentrene i Esbjerg og Varde Kommune og arbejdsmarkedets parter

- Jeg havde egentligt leget med tanken om at arbejde offshore, men da jeg lige var blevet far, havde jeg ikke lyst til at være længe væk fra hjemmet. Det tiltalte mig også, at meget af arbejdsdagen foregår uden for, og at lønnen er god. Og så kan jeg ofte gå tidligt hjem.

Fjernvarmerørsvejer-kurset, der er udviklet af Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, Dansk Industri og TEKNIQ Arbejdsgiverne, foregår over 52 dage og betyder, at Mads efter en oplæringsperiode kan svejse og lægge fjernvarmerør.

Derefter var Mads klar til at komme ud at arbejde. Og han skulle ikke lede længe.

- Jeg blev medlem af en facebookgruppe, hvor jeg kunne se, at der manglede medarbejdere til at udrulle fjernvarme i Esbjerg, så jeg blev hurtigt ansat hos Bukam. Jeg er startet i en oplæringsperiode, men senere kommer jeg på akkord, hvor jeg kan tjene væsentligt mere, end jeg gør nu.

Ikke det samme som en 4-årig uddannelse

Ifølge Mads kommer mange af hans kollegaer også fra andre fag.

- De fleste er udlærte smede, og den makker, jeg går med, er udlært slagter.

Mads har ikke selv oplevet kollegaer, der er trætte af, at han kan lægge fjernvarme, som er jobs, man normalt skal have en fireårig uddannelse for at kunne.  

Forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen har tidligere sagt, at han forstår kritikken, men at kurset og uddannelsen ikke kan sammenlignes:

- Lad mig slå en ting fast; et 10-ugers kursus i fjernvarme er ikke en erstatning for en 4-årig VVS-og energiuddannelse. VVS-energiuddannelsen omfatter meget mere end svejsning, og derfor vil det altid være nødvendigt at have faglærte med svendebrev. Det, der er tale om her, er opkvalificering af allerede faglærte eller svejseoplæring af ufaglærte i forbindelse med udrulning af fjernvarme.

Efterspørgslen på medarbejdere, der kan udrulle fjernvarme til danskerne, er stor, især efter at Danmark vil gøre sig uafhængige af russisk gas.