76 år og akkordsvend

Tekst: Jonathan Roed Kirkedal

 

Det er 60 år siden, at Jan Christensen gik i lære som blikkenslager. Det er alligevel noget, de færreste kan prale af. Han er 76 år, arbejder som akkordsvend og er ansat i Bravida, hvor han for tiden går på en byggeplads i Søborg. Det er netop her, at Fagbladet Blik & Rør møder ham.

Her er de i gang med et helt nyt byggeri for virksomheden AGC Biologics, der kort sagt udvikler prototyper på medicin for større medicinalvirksomheder, som skalerer det op og sætter det i salg. Jan og hans kollegaer laver alt VVS-arbejdet i den nye bygning – vand, varme, sprinklere og køl. Det hele. Opførelsen af byggeriet løber da også op over en milliard kroner.

Og så er det faktisk Jans søn, der er ansat som underdirektør i virksomheden og var med til at starte virksomheden op, da de kun var 20-30 ansatte. Nu er det Jan, der går og er med til at opføre den bygning, som i fremtiden skal huse nogle af virksomhedens over 1.000 ansatte.

Havde ikke tænkt på at blive blikkenslager

Jan Christensen har medbragt sit svendebrev, og ud af det kan man læse, at han den 11. juli 1963 gik i lære som blikkenslager ved virksomheden A. Lundgren & Co Blikkenslager.

Det var dog ikke ligefrem et arbejdsliv som blikkenslager, der lå i kortene for Jan.

– Mine forældre var frisører. Vi havde et sommerhus, hvor jeg havde fået lov til at slå med en hammer og skrue med en skiftenøgle – og det var sådan set det, fortæller Jan Christensen.

Det var også en periode, hvor det var svært at få en læreplads, tilføjer han.

– I min mors forretning kom der en blikkenslagerfrue, og hun lovede at høre sin mand, om der var plads til en lærling. Det var ikke noget, jeg overhovedet havde tænkt på at blive. For hvis man dengang blev blikkenslager, så var det enten, fordi man var ordblind eller talblind eller havde siddet nede ved det bagerste bord i klassen, hvor lyset ikke nåede ned i bøgerne. Så jeg tænkte "ej, det er bare nogle, der render og renser lokummer og sådan noget".

Men i lære som blikkenslager kom han. Og det skulle vise sig at rokke gevaldigt ved de fordomme, som Jan havde om blikkenslagerfaget.

– Jeg syntes, det var spændende med blikarbejde, tagarbejde og alt det der. Og så har det bare grebet om sig. Og jeg synes stadigvæk, det er spændende. Der er jo ikke to dage, der er ens.

"Så tænker jeg, nu kan det sgu ikke blive værre, men det kan det så"

Undervejs i interviewet kommer to af Jans kollegaer forbi. Der falder da også en frisk bemærkning af om, om vi er i gang med at lave en artikel med "Danmarks yngste VVS'er", ligesom han også må finde sig i at blive kaldt for en "linselus".

Det er da heller ikke arbejdsopgaverne alene, der er årsagen til, at Jan er blevet på arbejdsmarkedet. Han kunne være gået på pension for efterhånden en hel del år siden. Men kollegaerne har en særlig betydning.

– En gang imellem så tænker jeg, nu kan det sgu ikke blive værre, men det kan det så, fortæller Jan med et smil på læben og tilføjer:

– Det kan stadig tage en ny drejning, hvilken opfattelse kollegaerne har af, hvordan tingene er og hænger sammen. Det, synes jeg, er sjovt og underholdende.

"Vi ældes jo forskelligt"

Når man spørger Jan, hvordan han stadig kan holde til at arbejde i en alder af 76 år, så indrømmer han, at han trods alt godt kan mærke, at han ikke er en vårhare længere.

– Selvfølgelig, når man bliver noget ældre, så tager tingene længere tid. Det gælder både, når jeg skærer ned eller slår græs derhjemme. Og det må jeg jo slå mig til tåls med. Det, du kunne klare engang, det kan du ikke mere.

Hans hustru mener dog, at han stadig lever, som da han var 25 år.

– Fruen mener jo, at jeg som yngre lavede nøjagtigt det samme, som jeg laver nu. For hver tirsdag aften går jeg ned og ror et sted mellem 15 og 20 kilometer. "Det gjorde du også, da du var 25", siger hun så. "Tror du ikke snart, du skulle holde op med noget af det?"

Selvom Jan holder sig fysisk aktiv og ligeledes mener, at han både spiser og drikker med måde, så er dét at være frisk og rørig ikke udelukkende noget, man selv er herre over, mener han.

– Jeg tror, det er noget, der ligger i generne, om man bliver nedslidt. Vi ældes jo forskelligt. Og det skal der være plads til. Der skal også være råd til, at folk kan holde op med at arbejde.

Et heldagsarbejde for to mand at skifte et toilet

Der er sket meget i faget igennem den tid, Jan har været i det. Mange af tingene har han taget til sig og lært henad vejen – og ved at "bruge øjnene til at stjæle med", som han udtrykker det. Men udviklingen har unægteligt været stor.

–​​​​​​​ I gamle dage, når man monterede toiletter, der satte vi cisterne op, så var det med rigtig tunge blyrør, der skulle ned ad vægge og toiletter, der skulle sluttes fast til gulvet. Der skulle støbes noget, der hedder en Von Roll, omkring afløbet og støbesmedes med beg. Og så var der toiletbrættet. Det var en hel videnskab at sætte sådan et på, fordi det var af egetræ, det var svært at få de der små skruer til at tage fat i træet. Det tog to mand en hel dag, men i dag monterer du et toilet på en time, siger han.

"Socialdemokraten"

Et særligt kælenavn og øgenavn har hængt ved Jan gennem årene. Det er "socialdemokraten". Han bringer det da også selv på banen.

Årene i virksomheden Blikkenslagernes A/S spiller en særlig rolle i den forbindelse. Jan fortæller, at de to tillidsrepræsentanter bl.a. lagde stor vægt på, at man var medlem af både fagforeningen og Socialdemokratiet. Disse anbefalinger tog Jan til sig – og siden har kælenavnet "socialdemokraten" hængt ved.