Det er først til næste år, vi skal forhandle overenskomster. Men det skal man ikke lade sig narre af. For arbejdet er allerede begyndt.
I den kommende tid vil vi i forbundet, rundt om i landet, holde informationsmøder om de kommende overenskomstforhandlinger, og hen over sommeren vil vi indhente ønsker fra jer medlemmer. Og det er faktisk det vigtigste i hele processen. Jeg og kollegaerne i forbundet går ikke bare ind i et lokale og forhandler, uden vi sammen har drøftet ønsker til et muligt resultat.
Medierne fokuserer ofte kun på selve forhandlingerne. Men det vigtige er i virkeligheden udtagelse af forslag og den efterfølgende afstemning om resultatet. Selvfølgelig betyder forhandlingerne meget for det forlig, vi måtte lande. Og en god forhandler kan da gøre en forskel.
Men jeg vil driste mig til at kalde den del af processen – vi har internt i Blik og Rørarbejderforbundet og i de øvrige forbund – for unik. Vi har en samtale, som tager afsæt i arbejdspladsernes oplevelser af dagligdagen, når det kommer til løn og arbejdsforhold. Og det er her jeres forslag til overenskomsternes indhold springer ud af. Det er her jeg og kollegaerne får vores mandat. Det er demokrati!
Jeg og I ved selvfølgelig godt, at vi ikke kommer igennem med alle vores ønsker. I hvert fald ikke på én gang. Det gør vi heller ikke denne gang. Arbejdsgiverne har jo også deres forslag med i tasken. Og det gør det sommetider til en hård omgang.
Men det fantastiske ved en aftalemodel – også selv om den måske ikke er en hurtig indretning – er, at det vi aftaler ikke uden videre kan tages af bordet igen, som man fx kan det med lovgivning. Hvis vi er enige om at sætte noget ind i overenskomsterne, skal vi også være enige om at pille det ud.
Derfor er de mange skridt – som kan synes små – blevet til store fodaftryk, sat af danske lønmodtagere.
Med andre ord: Vores medlemsdemokrati virker, og det gør den danske aftalemodel også. Jeg glæder mig derfor også til endnu en gang til at mødes om det vigtigste, vi har: Vores overenskomster.