Top menu

TOPMØDE 2013: Fællesskab og faglige inputs

581

Faglige udfordringer og næste års OK-forhandlinger var til debat, da 200 tillidsrepræsentanter fra hele landet var samlet til topmøde i Nyborg.

Spændende foredrag og inspirerende workshops var retterne på menuen, da tillidsrepræsentanter fra hele landet var samlet til Blik- og Rørarbejderforbundets topmøde i Nyborg.

Særligt fokus var rettet mod forårets OK-forhandlinger, hvor en række overenskomster skal forhandles på plads. Og efter en række år med løntilbageholdenhed i byggeriet, ser det nu atter ud til, at der igen er ved at være godt gang i beskæftigelsen.

Først indledte Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et indlæg om den aktuelle økonomiske situation. Og selv om vi i Danmark stadig har tømmermænd efter finanskrisen, er der igen grund til optimisme. Sol, måne og stjerner peger nemlig på, at samfundsøkonomien igen er på rette vej, og at både vækst og beskæftigelsen stiger til glæde for den almindelige lønmodtager.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de mange nye jobs i byggeriet går til ledige danske håndværkere. Den øgede globalisering har medført et øget pres på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og alle kender til begrebet social dumping.

I Odense kommune har de skærpet indsatsen mod unfair konkurrence, og gennem et levende og inspirerende oplæg, fortalte borgmester Anker Boye, hvordan de gennem en målrettet indsats har indført sociale klausuler, arbejdsklausuler og kædeansvar for at dæmme op for plattenslagere i byggebranchen. Kommunen er endda gået skridtet videre og har nedsat en særlig Task Force, som skal kontrollere at regler og kontrakter bliver overholdt.

Duel om OK 2014
Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2012 lykkedes det ikke Blik- og Rørarbejderforbundet og arbejdsgiverne i Tekniq at blive enige om en ny overenskomst.

Rørprislistens værnebestemmelse stod i vejen for en aftale, og reglen blev derfor genstand for en intens debat om næste års overenskomstforhandlinger mellem forbundsformand Max Meyer og direktør i Tekniq Niels Jørgen Hansen. Men selv om bølgerne gik højt er begge parter indstillet på at forhandle en aftale på plads til foråret.

Også de fremtidige udfordringer i VVS-branchen blev diskuteret, og drøftelser om fremtiden var også omdrejningspunktet i den debat, som de fremmødte skorstensfejere havde med Oldermand Keld L. Jensen fra Skorstensfejerlauget.

Godt håndværk og tavs viden
En række forskellige workshops dannede rammen for mange udfordringer, som tillidsrepræsentanten møder i hverdagen. Her fik deltagerne ny viden og inspiration til i samarbejde med kollegerne at finde nye veje for det faglige arbejde.

Dagen blev afsluttet med et debatindlæg af politikeren, debattøren og forfatteren Mattias Tesfaye, som gennem et levende og tankevækkende foredrag forsvarede det gode håndværk og dens betydning for samfundet.