Top menu

Trepartsforhansdlinger: Delaftale giver godt afsæt for videre drøftelser

Dato: 26/02-2016
953

Første delaftale i trepartsforhandlingerne er faldet på plads, og Blik- og Rørarbejderforbundet ser fornuftige tiltag på området for, hvordan integrationsindsatsen i kommunerne bliver mere effektiv og jobrettet.

Fredag blev den første delaftale i trepartsforhandlingerne indgået mellem regeringen, KL, DA og LO. Den indebærer en styrket integrationsindsats, hvor det er målet, at flere flygtninge bliver en del af arbejdsfællesskabet. 
 
Aftalen indeholder blandt andet en bedre og mere ensartet screening af flygtningenes uformelle og formelle kompetencer, samt øget fokus på at sikre høj kvalitet i danskundervisningen, så flygtningene får et bedre grundlag for at blive fuldt og helt integreret i det danske samfund.
 
Derudover lægger delaftalen op til en styrkelse af den virksomhedsrettede indsats – blandt andet med fokus på brancherettede forløb, som er noget af det, der for alvor virker.
 
- Aftalen ser som udgangspunkt meget fornuftig ud. Det er afgørende for os, at tiltagene for flygtninge sker i sammenæng og balance med alle de andre personer, som ønsker et job og derigennem bidrage til vores fælles velfærdssamfund. Derfor er vi også tilfreds med, at den ambition fremgår klart af delaftalen, siger næstformand Henrik W. Petersen fra Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
Han vurderer, at aftalen danner et godt afsæt for de videre drøftelser, som parterne nu skal i gang med. De næste emner, som skal drøftes, omhandler således bedre rammer for virksomhederne til at ansætte flygtninge og en enklere og mere fleksibel virksomhedsrettet indsats.
 
– Med den første delaftale er chancerne for, at parterne kan nå frem til en samlet trepartsaftale øget betydeligt. For os er det vigtigt, at ønskerne om, at flere flygtninge kan blive selvforsørgende, ikke sker på bekostning af de ledige, der allerede i dag står og mangler et arbejde eller en uddannelse, siger Henrik W. Petersen.