Top menu

Debat: Giv de hårdeste arbejdsliv en værdig tilbagetrækning – nu!

Dato: 22/07-2020
1735

Af: Henrik W. Petersen, Ole Wehlast, Martin B. Hansen og Jørgen Juul Rasmussen. Forbundsformænd for Blik- og Rørarbejderforbundet, Fødevareforbundet NNF, Malerforbundet og Dansk El-Forbund 

Nogle jobs slider på kroppen, og jo længere tid man har haft dem, jo mere slider de. Tiden er inde til, at Danmark får et pensionssystem med tidligere pension til de, som har haft de hårdeste job gennem et langt arbejdsliv. Derfor er vi fire forbund gået sammen i ”Alliancen for værdig tilbagetrækning”. Sammen ser vi frem til de kommende forhandlinger mellem folketingets partier om en værdig tilbagetrækning, men vi har en alvorlig bekymring.

Et politisk drama er under opsejling. Medierne er ved at gøre sig klar. Hvem vil – og hvem vil ikke – lægge mandater til en aftale? Bliver den overhovedet vedtaget? Kommentatorerne har slebet knivene, og spørger allerede, hvem bliver vinderne og taberne på Christiansborg? Men for os handler det om noget andet. Nemlig de mennesker, der har både hænderne og hovedet skruet rigtigt på, og som har de længste arbejdsliv. Vi opfordrer derfor indtrængende politikere og mediefolk til, at det hele ikke kommer til at gå op i Christiansborg-fnidder. Men at det faktisk kommer til at handle om dem, der mærker sporene fra et langt og hårdt arbejdsliv. Rigtig mange af dem er vores medlemmer, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få politikernes fokus fastholdt på de mennesker, det handler om.

Fagene slider på vores medlemmer

Det er et fysisk hårdt arbejde at være slagteriarbejder, maler, elektriker og VVS’er. Og alt peger på, at fysisk hårde job slider mere, og at mennesker i disse fag er meget bekymrede for, om de holder frem til pensionsalderen. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø oplever hver tredje af vores medlemmer smerte på arbejdet flere gange om ugen. De svinger kniven tusindvis af gange hver dag ved båndet på slagterierne. De slæber 10 liters malerspande og svinger penslen hele arbejdsdagen. Og de overbelaster ryg, knæ og skuldre, når de ordner VVS- og el-installationer i akavede arbejdsstillinger. Den slags arbejde slider, og jo flere år man udfører det, jo mere slider det. De kom typisk på arbejdsmarkedet lige efter folkeskolen, og de arbejder i fag, der per definition har budt på hårdt, fysisk arbejde lige fra starten.

Seniorpension er for de syge, ikke de nedslidte

Den stigende pensionsalder vil i de kommende år tvinge vores medlemmer til at træffe et umuligt valg:

De kan enten slæbe sig frem til pensionsalderen og håbe, at de til den tid stadig kan holde til at lege med deres børnebørn. Eller de kan ”håbe på” at få en alvorlig skade eller sygdom, så de kan blive visiteret til en seniorpension.

I 2019 indgik den daværende regering, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om en ny seniorpension. Det er en god løsning for de, der er mest syge og kun kan arbejde under 15 timer om ugen. Men der mangler stadig en løsning, der kan sikre en værdig tilbagetrækning for de, som er nedslidte og har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet.

De fleste af vores medlemmer er ikke syge. De kan godt arbejde, men de er nedslidte efter et langt og hårdt arbejdsliv, hvor de har knoklet for Danmark. Det er kun fair, at de får ret til selv at sige stop, inden de bliver syge, og kroppen gør det for dem.

Politikerne skal finde en løsning

Det er politikerne, der har skabt problemet, da de hævede pensionsalderen og udhulede efterlønnen. Vi forventer ikke en ny efterløn, men det må være en politisk opgave at finde en løsning for de grupper, der ikke kan følge med hele vejen. Bedre arbejdsmiljø, efteruddannelse, ny teknologi og seniorpensionsordningen kan også gøre en forskel. Men det ændrer ikke ved den grundlæggende udfordring: nogle jobs slider, og jo længere tid man har haft dem, jo mere slidt er man.

Som sagt, tiden er inde til at droppe Christiansborg-fnidder, komme i arbejdstøjet og sammen finde en ordning, der er fair for de slidte. I Alliancen for værdig tilbagetrækning vil vi slå i bordet for dem, det hele handler om: de mennesker, der har knoklet for Danmark.

 

Debatindlægget er oprindeligt bragt på Avisen Danmark (link).